El Paisanés

Since we last spoke.. 3. del

Thu, 01 Dec 2011 11:43:00 -0500

Nu hvor jeg er nået mere eller mindre op til dags dato i min fortælling, er der plads til et par skud fra hoften, og jeg vil prøve at se om ikke jeg kan male et lidt klarere billede af hvad jeg egentlig har lavet de sidste par måneder. ¡Vamos!

På en typisk ugedag prøver jeg at ramme høkassen et sted mellem 22 og 23, for jeg står op kl 6 hver dag. Det giver mig udmærket med tid til at lave lidt forskelligt, som involverer så lidt computer som muligt, så det er her vi finder årsagen til min skriveblokade de senest par måneder.

Jeg er kommet ind i en ret god rutine med at tage ud og løbe lige efter arbejde. Det er en fed måde at få sløsnet lidt op efter en lang dag. Det gør det også meget lettere at komme op om morgenen, og holde en hel dag uden at gå kold. For slet ikke at tale om den så velkendte strandsæson jeg engang kommer hjem til. På den note er det bestemt også værd at nævne en lille juvel af mine her i Envigado, en lille boldbane med tilhørende legeplads ved navn Cancha Paloma. Den ligger lige nede af gaden, og der er altid gang i den, med unger der render og spiller bold lige op af områdets brede typer der går og flexer lidt med deres store hunde og ryger tjald. Midt i dette virvar render jeg og pumper lidt et par gange om ugen. Dertil har jeg min faste løbe- og træningspartner i Esteban (vis familie jeg blev huseret af i min første uge i Colombia, og lillebror til David der kører showet her i huset hvor jeg bor. Han har sågar lavet en facebook side til vores hus, som I kan se her hvis det skulle have interesse. Der er masser af billeder.)

Det er egentlig også værd at omtale mit hus, La Guarida del Viajero (som David har døbt det, det betyder noget i stilen af Den Rejsende’s Hule), uden for parentes da det er jeg her jeg, alt andet lige, bruger en stor del af min tid. I en lang periode, fra engang i juli faktisk, har vi været et mere eller mindre fast hold i hytten her; Amrith fra Indien, Sif fra Danmark, og Maree fra New Zealand som flyttede og blev erstattet af Magdalena fra Polen en gang i september tror jeg. Ydermere har David og Esteban deres faste kommen og gåen, sammen med et utal af andre folk. Størstedelen af de folk jeg spenderer, og har spenderet meget tid med bor i, eller i nærheden af, mit hood i Envigado som hedder La Magnolia. Jeg har tidligere nævnt Hans Peter som bor lige om hjørnet sammen med to andre amerikanere, Jesse og Brent (som jeg var på tur med for nyligt), og en tjekkisk pige fra AIESEC der hedder Markéta.

Sif har dog ikke været den eneste dansker her. Der har faktisk været hele fire landsmænd i Medellín siden juli, og jeg har fået spenderet en masse tid med dem allesammen. De andre hedder Christian, Mette og Thomas, alle på udveksling fra CBS. Tilmed har Christian og Mette boet 5 minutters gang fra mit hus og vi har alle været faste gæster hos hverandre. De har alle fire været udvekslingsstuderende på EAFIT (universitet hvor min AIESEC komité hører til), og gennem dem har jeg mødt endnu flere udlændinge der har studeret her et semester. Den opmærksomme læser vil her bemærke min konsekvente brug af datid, og det skyldes at de næsten allesammen er rejst igen. Jeg går og dealer med nogle små abandonment issues for tiden, hvilket også skyldes at jeg har udsigt til at nogle af mine allerbedste venner her snart rejser. Lucho, en mexikaner fra AIESEC som også arbejder i Metalandes, rejser hjem her på mandag den 5. december. Ham har jeg set rigtig meget til, især i de sidste par måneder hvor jeg har været genansat, og jeg har endda spist frokost hjemme hos ham og hans kæreste flere gange om ugen. Oven i hatten ser det også ud til at Amrith skal tilbage til Indien, idet hans kontrakt stopper i slutningen af december. Han vil gerne blive, men har ikke fundet et nyt job endnu og udsigterne er ikke gode. Amrith og jeg var de første til at flytte ind i huset her i juni, og vi er siden blevet hjemmedrenge for life! Ham og Lucho er ikke de eneste der rejser snart, eller er rejst, men de to er nok mine to bedste venner her, og dem vil jeg fandme nødigt af med!

Men der er selvfølgelig blevet givet drunken handshakes og mandekrammere på at vi skal besøge hinanden, og det ser faktisk nogenlunde realistisk ud. Når jeg forlader Colombia en gang i april har jeg store planer om at rejse nordpå, og der er flere stop på vejen. En af gutterne fra årgangen under mig på BLC, Fabian, er i Panama City på et internship, og vil også være der når jeg på et tidspunkt kommer forbi. Lucho rejser hjem til Puebla i Mexico der ligger lidt syd for Mexico City, så der kunne jeg også snildt tage forbi og skabe mig. Længst mod nord har vi så champen himself, Adam Henriques, der er i Chicago for at mænge sig med jetsettet og lave kaffe på det danske handelskammer. Så vidt jeg er informeret foregår der også andre ting, og mere vigtige ting, i Vinden’s By, så vi må bare håbe at han kommer hjem igen overhovedet! Det finder jeg alt sammen ud af en gang i maj eller juni. Hvis alt andet fejler tager jeg et fly fra Medellín til Chicago, og fra Chicago til København. Så vidt står det ikke til diskussion, men det ville være fedt at tage så meget af turen på land som muligt!

Når nu vi er ved folk i udlandet, så er det egentlig overvældende at tænke på hvor mange af mine venner der befinder sig rundt omkring i verden i disse tider. Derfor skal der, udover de ovennævnte, sendes skud ud til Michael i Tokyo, Japan, Nicklas der har slået lejr midt i DMZ’en (eller var det bare Seoul, Sydkorea?), Mads Haglgevær i Bangalore, Indien (hvor Amrith faktisk er fra, I to skulle tage at hænge ud!), Grønlund i San Diego, PeterKorning i Buenos Aires, Meldgaard i Washington hvor Jonas Elwing (forhåbentlig) følger trop, samt Thomas ‘Young Malibu’ Hebo Larsen der snart cutter alle bånd til Mainland China, og gør Vietnam til et paradis fyldt med rom og ananas. Der skal desuden lyde en trefoldig salut til Søren ‘Rockamuffin’ Hove der er just hjemvendt til Danmark efter at have besteget alle Europa’s bjergkæder, fældet træer med de bare næver og kørt rally med fyrsten af Monaco. Sååådan! Der er flere derude, og I er ikke glemt! Men man må jo stoppe et sted. Sidst men ikke mindst er der props til alle der tjener en ærlig mønt eller hustler fra hånden til munden. Det var tydeligvis sjovt at skrive, det her :) En fin.

Nå, der kom jeg vist lidt af sporet. Men ja, alt i alt synes jeg at de fleste ting på det seneste har taget en fornuftig drejning, og det ser rimelig lyst ud i horisonten, ikke mindst på grund at et nærtforstående, og længe ventet familiært gensyn. Den 21. december får jeg, efter 8 måneder, igen min mor og min søster Clara at se, og de bliver til den 29. december. Desværre kunne min far og min søster Anna ikke komme med i denne omgang, men de holder skansen i DK. Anna er igang med at spare op til en to måneders tur til Afrika i januar, og så duer det ikke at smide et tre-cifre millionbeløb på at tage en uge til Colombia. Jeg er ked af at skulle undvære de to, men i ånden af min egen tur her kan jeg jo kun stå bag hende. Du er for sej, A-town!

Det står mig klart, at en rejse som min ikke altid er en dans på flødeboller og regnbuer. Idet jeg tog beslutningen om at rejse har jeg også indvilliget i at ofre nogle ting som muligvis aldrig bliver det samme igen. Andre ting vil selvfølgelig være som de altid har været når jeg engang kommer hjem, og når alt kommer til alt er jeg helt sikker på at jeg ikke vil komme til at fortryde at have taget afsted. Jeg fornemmer at jeg er midt i en rivende personlig udvikling, og at den først rigtig vil tage sin sande form når jeg vender hjem igen. At det så er i Colombia at jeg gennemgår denne, tror jeg kun kan tilskrives en begrænset betydning. Der er selvfølgelig nogle helt konkrete ting, såsom sproget, kulturen, og de mennesker jeg tilfældigvis er endt sammen med, som er med til at forme og definere min oplevelse. Men det samme ville helt sikkert have været tilfældet et hvilket som helst andet sted i verden. Det er mig der træder uden for min egen komfortzone, tager konsekvenserne, og høster frugterne deraf.

Jeg er jo sådan set heller ikke meget mere end halvvejs, og jeg ser meget frem til den kommende tid. Min spanske kunnen er jeg forsat tilfreds med, og jeg spekulerer i et finde et nyt sted at bo, helst sammen med nogle colombianere så jeg virkelig kan få finpudset sproget. Det kunne muligvis blive en gang i januar. Jul og nytår regner jeg med at holde her i Medellín, men der går rygter om en strandfestival oppe på den karibiske kyst et par dage inde i januar. Man skulle da være et skarn..

Det fuldkomne billede af min gøren og laden de sidste fire måneder har jeg på ingen måde formået at tegne i denne omgang. Der er været en del mindre svipture i weekenderne, som jeg nok ikke får hevet migselv op til skrive om. Men de vigtigeste ting er blevet afdækket! Medellín er et fedt sted og de sidste to måneder her, i mit nye job, har været klart de fedeste indtil videre. Jeg ser ingen grund til, at den opadgående kurve ikke skulle forsætte, og jeg ser frem til alle de ting jeg har udsigt til; mine sidste 4-5 måneder i Colombia, min rejse mod Chicago, at komme hjem til Danmark igen som en ny og forbedret (og brun) Thomas Mygind, ROSKILDEEEEH!!, EM selvfølgelig (selvom alle vores kval. kampe blev sendt i min arbejdstid, nederen), den danske sommer, venner og familie, bekendte og ubekendte, og at starte på kandidaten efter sommerferien.

Livet er fucking godt!! Jeg vil i den kommende tid tænke på jer derhjemme, når jeg ligger i min hængekøje, går i byen i shorts og t-shirt eller dypper tæerne i det karibiske hav :) Jeg lader høre fra mig snart igen, hold varmen! KH Thomas

p.s. Hvis du har læst alle tre dele fra ende til anden, så kan du med al ret kræve en kold fadøl fra mig ved først kommende lejlighed. That’s no lie!

Since we last spoke.. 2. del

Thu, 01 Dec 2011 10:52:00 -0500

I anden del her vil jeg fortælle lidt mere om mit arbejde og hvad der egentlig sker med, og omkring mig for tiden.

Jobbet jeg har fået er endnu en engelsk undervisningstjans som dog adskiller sig fra mit gamle job på mange forskellige punkter. Jeg underviser nu internt i to forskellige virksomheder som er del af samme gruppe. De hedder Metalandes og Proelectrico, og er begge en del af Metalandes Group (tror jeg den hedder). Jeg møder kl 7:30 i Metalandes hvor jeg er indtil frokost, hvorefter jeg tager en (betalt) taxa over til Proelectrico hvor jeg er indtil kl 17 (senest). Fra Proelectrico har jeg godt og vel en halv times vader hjem. På en typisk dag forlader jeg hytten omkring kl 7 og kommer hjem kl 17:30. Det er mandag-fredag, så allerede her har vi en lysende kontrast til mit gamle job. Her er der faste arbejdstider, fri i weekenden, og kaffe på kanden.

Det kan godt blive nogle lange dage engang imellem, men det er nu egentlig ganske afslappende. Hver elev har 45 minutters enetime og så har jeg 15 minutters pause. En typisk dag forløber naturligvis sjældent så skemalagt (TIC - This is Colombia (hey Madsen)), der bliver givet og taget lidt og så går det hele op til sidst. Det er ingeniører jeg underviser, og de har bestemt nogle brikker at rykke rundt med så timerne foregår generelt på et niveau hvor der er et mere eller mindre ubesværet flow over samtalen. Det er måske værd at nævne, at en af cheferne her i firmaet, som jeg også underviser, er far til selvsamme Daniela fra AIESEC som i sin tid fandt jobbet til mig. Gudskelov for nepotisme og aftaler under bordet! Spørg til side, ganske vist er der et uomtvisteligt link fra datter til far, men jeg er ikke den første AIESEC’er i virksomheden og de har haft gode erfaringer med mine forgængere. En anden fordel ved at være i et ingeniørfirma er at de er meget travle folk, der hele tiden render til møder. I skrivende stund har jeg f.eks. siddet næsten en time for mig selv og slappet den, og det er ikke som på mit gamle arbejde hvor min tid på jobbet i princippet ikke talte hvis ikke der kom folk til time. Her er det nærmest omvendt og folk underskylder dagen efter hvis de har misset en time. I hvert fald kommer min chef’s sekretær, som står for at koordinere timerne, tit ind med et stort smil og fortæller mig at jeg kan slappe af den næste time fordi en af mine elever har for travlt til at komme til time den dag. Og så spørger hun typisk om ikke jeg har lyst til en kaffe, herligt!

Jeg har været igang i lidt mere end to måneder nu, og jeg er rigtig glad for det. Folk er hyggelige og der er en ret afslappet stemning. Og så får jeg endda betalt min frokost. Min chef mente at han kunne sove bedre om natten på den måde, fordi min løn ikke er noget råbe hurra for, og det siger man jo ikke nej til. Han har da til dels også en pointe, i hvert fald hvis man tager klaphatten og de rød-hvide briller på. Godt nok er jeg millionær i colombianske pesos, men det skal man i den grad lige huske at smække salt på, honningmås.. og dividere med ca. 340! Jeg laver omkring 1.600.000 colombianske pesos rigsdaler bhat om måneden og det svarer til omkring 4.700 danske kroner. Det er en fast løn som alle AIESEC trainees får her i Medellín, og også hvad jeg fik på mit gamle arbejde. Med de timer jeg reelt arbejder ligger det så nok omkring 10.000 pesos i timen, hvilket er godt og vel 30 kr. Det er da bestemt til at leve for, men der skal ikke mange våde byture og/eller små afstikkere til omkringliggende landsbyer eller lignende til, før man skraber bunden sidst på måneden. Det bliver ikke kolde kontanter jeg ender med at blive rig på her, men så er det jo heldigt at der er så meget andet godt i livet.

Min kontrakt med firmaet løber frem til 31. marts, og jeg får omkring tre ugers ferie hen over jul og nytår.

Vi forsætter i 3. del. Swiiiing..

Since we last spoke.. 1. del

Thu, 01 Dec 2011 10:43:00 -0500

Det her bliver en lang én af slagsen, saa smør en ostemad og snup en sjus, og find din ergonomiske rygstøtte frem som du fik på dit gamle arbejde engang..

Igen finder jeg mig selv i en situation hvor jeg ikke rigtig ved hvor jeg skal begynde. Det er fire måneder siden jeg sidst har skrevet på bloggen her, og det fortjener naturligvis en forklaring. Denne er i bund og grund ganske simpel, omend to-delt, idet jeg i første omgang simpelthen ikke havde lyst, og siden hen ikke har haft ret meget tid. For at udforske min manglende motivation skal vi mere eller mindre tilbage til hvor jeg slap sidst, til slutningen af juli.

Jeg vil ikke gå ned i hvert enkelt detalje, for der er meget at fortælle og nogle ting er vigtigere end andre.

Det skete således at jeg, ikke meget mere end en uge efter mit sidste indlæg, fik en besked fra Esteban fra AIESEC EAFIT der spurgte om jeg kunne komme til et møde den næste dag på universitetet. Han var personen der havde den tætteste kontakt til firmaet så jeg kunne hurtigt regne ud at det havde noget med det at gøre. Beskeden jeg fik fra ham var kort og godt, at jeg var blevet fyret fra HTL (som mit, nu tidligere firma hedder), at beslutningen allerede var truffet og at jeg skulle færdiggøre ugen (mødet var på en tirsdag) til og med lørdag d. 30/7, og så var jeg ude.

Hvordan reagerede jeg på denne besked? Kort fortalt havde jeg i noget tid haft fornemmelsen af at der var noget galt i firmaet, og jeg havde sågar ved flere lejligheder udtrykt min, ikke så meget bekymring som.. lad os sige profeti, om at jeg nok ikke ville komme til at færdiggøre mine 12 måneder hos HTL. Det havde mest at gøre med den måde der blev kommunikeret på internt i firmaet, samt chefen i Bogotá, Juan Carlos’ til tider noget utilregnelige beslutningstagningsmønster. Men at min fyring skulle komme på netop det tidspunkt havde jeg ikke forudset. Begrundelsen lød på at nogle elever havde klaget over mig, og at mine overordnede i Bogotá ikke var trygge (ja, trygge) ved at have mig i firmaet. Jeg fandt så senere ud af, at det havde lidt mere at gøre med en bestemt gruppe af elever, en flok på omkring otte som alle arbejdede for Bancolombia, som er Colombia’s største bank. Da de startede var det David og Vincent som jeg tidligere har nævnt der arbejdede i firmaet. Bancolombia folkene var blevet lovet at lærerne højst ville blive udskiftet en gang om året og at de helt selv kunne sammensætte deres skema. Da de to gutter blev fyret udløste det så problemer både med tidsplanen og med det simple faktum at jeg hverken var David eller Vincent, og det var de ikke tilfredse med. Derfor lagde de pres, ikke på Elizabeth som er chefen i Medellín, men på Juan Carlos (CEO og ejer af HTL) og ledelsen hos hovedkvarteret i Bogotá. Når man er ved at starte et firma op i en ny by er det ikke smart at have landets største bank imod sig, så jeg forstår for så vidt godt, at de måtte gøre et eller andet for at udvise handlekraft og derved tilfredsstille de utilfredse elever. Det ændrer i midlertidigt ikke på den meget sværre ringeagt jeg har for denne rygradsløse klaphat Juan Carlos, alt hvad han står for og hans latterlige skodfirma.

Men som det så ofte går her i livet, så er tingene ikke altid som de synes ved første øjekast, og det stod mig meget klart, allerede ganske kort efter min fyring, at dette med lidt held kunne ende med at blive det bedste der hidtil var sket for mig i min tid i Colombia. Og her er vi altså kun lidt mere end tre måneder inde i mit ophold.

Jeg vil allerede nu bryde alle skrivekunstens regler, og afsløre at jeg fået et nyt job som er meget, meget bedre end det gamle, hvis en sådan sammenligning da overhovedet er værdig. Men jeg skal nok nå dertil. Først er der lige omkring to måneders lediggang, samt emotionel rutchebanetur, som jeg agter at gøre redde for.

I starten var det en lettelse ikke at skulle møde på arbejde hver morgen kl 6, ofte til ingen verdens nytte. Jeg kunne tydeligt mærke hvor miserabel min tilværelse til tider egentlig havde været på grund at mine arbejdsforhold. Umiddelbart forelå der også en rimelig klar plan om at vi hurtigst muligt skulle finde mig et nyt job igennem AIESEC, og der lå allerede et par muligheder på bordet. Jeg havde en tro på at der nok skulle ske noget, i hvert fald stod det mig lysende klart at dette ikke skulle resultere i en tidlig returbillet til København.

Mens jeg gik og ventede på at der skulle ske noget med jobfronten fik jeg blandet andet tid til at tage fire dage til Bogotá med David, Amrith og Sean for at se Red Hot Chili Peppers, og te os. Jeg kom også seks dage til en karibisk ø ved navn Isla Fuerte sammen med Sif. Denne tur spekulerer jeg i at skrive lidt mere om ved lejlighed, men jeg har stadig lige omkring tre måneder der ikke skriver sig selv. I mellemtiden er der billeder her. Hvorom alting er, så gav denne tur mig et klarere syn på hvordan størstedelen af den colombianske befolkning rent faktisk lever. Så idyllisk som livet på en sydhavsø umiddelbart kan synes, så er det langt mere et fra-hånden-til-munden liv der åbenbarer sig når man kommer lidt ned under overfladen. Det var bestemt en god og vigtig tur, både med hensyn til denne justnævnte oplysning og indsigt, og måske især i form af det tiltrængte afbræk fra rotteræset hjemme i Medellin som turen for mit vedkommende primært var tiltænkt at skulle bidrage med.

Det skal siges at jeg op til turen havde ramt lidt af et lavpunkt, idet et par lovende muligheder gennem AIESEC var faldet igennem. Jeg havde sågar været til en jobsamtale hvor jeg, dagen før afgang til Isla Fuerte (så vidt jeg husker), fik at vide at jeg ikke havde fået jobbet. På det tidspunkt var jeg så tæt på at være decideret deprimeret som jeg måske nogensinde har været før eller siden, ojalá. Derfor var Isla Fuerte en vigtig tur og efterfølgende besluttede jeg også at holde helt og holdent fri frem til den 1. september, hvor jeg havde et møde i AIESEC. Dette var også en god beslutning idet jeg var i stand til at slappe mere af. Nu tænker du sikkert “hvor meget var det liiige du slappede af i forvejen?” - Indrømmet, en del! Men det var den slags lade tilværelse hvor jeg hele tiden havde lidt dårlig samvittighed over, at jeg muligvis ikke gjorde nok for at forbedre min egen situation, men samtidig var jeg stadig i stald hos AIESEC og jeg havde endnu ikke givet op på dem.

Den 1. september oprandt, og jeg gik til møde med AIESEC som planlagt, men resultatet af det møde var ikke den forløsning som jeg havde forventet. Der var ikke rigtig nogle helt konkrete muligheder på bordet, kun nogle lidt alternative løsninger, som at tage imod et jobtilbud i en anden by. Selvfølgelig skal man ikke brokke sig når der nu rent faktisk foreligger en reel mulighed, men jeg ikke skide tændt på at forlade Medellín. Efter mødet måtte jeg i tænkeboksen hvor jeg overvejede mange forskellige muligheder. Hovedsagen var at jeg ikke ville forlade Colombia før tid, eller i hvert fald ikke rejse hjem til Danmark før tid. Jeg overvejede at finde et job uden for AIESEC, og havde da også flere jern i ilden over den periode jeg gik ledig, men intet gav pote. Derfor overvejede jeg også at prøve lykken i en anden by eller måske ligefrem droppe at arbejde og i stedet tage ud og rejse så langt mine penge nu kunne strækkes. Men efter noget tids overvejelse stod det mig klart at jeg ville blive i Medellín. Jeg gik og var noget negativt stemt overfor livet her i byen, men efter lidt “soul searching” fandt jeg frem til at dette mest af alt var et udtryk for manglen på egentlige succesoplevelser her i byen, og at jeg i bund og grund ikke rigtig havde haft et liv her med en fast daglig rutine. Først var der tre måneder med umenneskelige arbejdstider, og med et niveau af spansk der ikke rakte langt. Uden en fast rutine, og jeg kan godt lide faste rutiner, var det mig svært at nå til et punkt hvor jeg følte mig hjemme i en sådan grad at jeg kunne begynde at udforske hvad Medellín egentlig har at byde på for en fastboende person som migselv der søger noget andet end hvad livet turist kan byde på. Dernæst havde jeg, hvad der endte med at blive to måneder, som arbejdsløs. En tid hvor jeg på nogle punkter hyggede mig gevaldigt, men på andre punkter var temmeligt mærket af ikke at vide hvad fremtiden ville bringe.

Men pludselig en dag fik jeg et opkald af en der hedder Daniela fra AIESEC, som fortalte mig at hun havde fundet et job til mig! Boom! Det var endda på selv samme dag hvor jeg havde besluttet mig for at nu var ferien slut, og at jeg ville begynde en intensiv jobsøgning. Men jeg nåede knap nok at sætte kaffe over før mine planer og fremtidsudsigter tog en drejning af rang! Her vi er midt i september, og jeg startede den 26. september. Så jeg har været igang i to måneder nu, og det kører rigtig godt!

Og så er der halvleg…

Status pt, tre måneder inde

Fri, 22 Jul 2011 17:33:58 -0500

Min 24 års fødselsdag den eneste milepæl i juli; I onsdags, den 20. juli, rundede jeg også tre måneder her i Medellín. Et eller andet sted er det vel tid til at gøre status, at kigge tilbage på de tre måneder der er gået, men mest af alt, fremad!

Men hvor skal jeg begynde? Det kunne jo passende være lige nu, i skrivende stund, hvor jeg sidder på min balkon klokken 14:20 på en fredag eftermiddag og drikker kaffe.

Dette, mit hjem, mit ståsted, mit fast holdepunkt er måske ikke et tosset sted at starte. Jeg bor stadig i Envigado, men er flyttet fra Barrio Los Jardines til Barrio La Magnolia. Det er tæt på hvor jeg boede før, og lidt tættere på bus og indkøb. David lejer hele hytten af ejeren, og os logerende lejer et værelse hver og betaler husleje til David. Huset er blevet døbt La Guarida del Viajero, som groft oversat betyder “Den rejsende’s hule”. I daglig tale bare: La Guarida. Det er smukt og poetisk, og tilpas corny til at man trække lidt på smilebåndene. Og så har det en Facebook fanside og der er masser af billeder derinde. Vi har planer om at lave en video a la MTV Cribs, men er ikke kommet så langt med det.

Og her er holdet! Fra venstre har vi først Pierre, udvekslingsstudent fra Frankrig og den nyeste tilføjelse til slænget. Dernæst har vi undertegnede der mishandler Amrith, som er AIESEC trainee fra Hyderabad i Indien. Så har vi Sif, som er rigtig meget fra Århus, og til sidst David som jeg efterhånden har fået nævnt et par gange på denne blog. Uden at afsløre for meget, så afspejler billedets slørede karakter også meget godt vores tilstand på daværende tidspunkt.. Borracho!

Vi hygger os gevaldigt her i huset, og det er allerede blevet lidt en institution i AIESEC regi. Det er noget af en banegård i weekenderne, med rigtig mange folk der svinger kort forbi eller bliver hængende, vi husede da også uden problemer omkring 30 mennesker til min fødselsdagsfest forleden. Stueetagen er en garage hvor vi har cykler og et bordtennisbord. På 1. sal er der en balkon, et lille TV og sofa område, 5 værelser, stort køkken, 2 badeværelser og en patio som er en terrasse af en slags hvor vi har vaskemaskine, tørresnore, hængekøje og planter. Og så har vi også et tag hvor man sagtens kan være en 8-10 mennesker og hænge ud. Der er ikke noget at sige til at folk kommer her og chiller.

På arbejdet går tingene sådan lidt op og ned. Timerne jeg afholder er sådan set stadig ganske hyggelige, men folk forsætter ufortrødent med ikke at komme til timerne, hvilket dog efterhånden oftere resulterer i at jeg kan sove længe, blive længe oppe eller tidligere fri, end at jeg finder mig selv alene på kontoret meget tidligt om morgenen eller halvsent om aftenen. Og jeg er fastlønnet, så jeg kan egentlig ikke klage. Men det er nu til tider en anelse utilfredsstillende, at man ikke kan tage sin egen arbejdsplads helt seriøst. Der har længe været snak om, at der skulle komme en pige fra Polen til firmaet, også på et AIESEC internship, men det lader til forsat at trække godt og grundigt i langdrag. Jeg kan helt ærligt heller ikke se hvad hun egentlig skulle lave, i hvert fald ikke sådan som tingene ser ud på nuværende tidspunkt. Måske ændrer tingene sig, måske kommer jeg til at spendere et helt år på denne måde, eller måske tager tingene en drejning for det værre.

Jeg har da gået, og i mit stille sind frygtet at man hos hovedkontoret i Bogotá lige pludselig finder på, at det var en dårlig idé at hyre mig under de nu én gang gældende betingelser og sløjfer min kontrakt. Denne frygt blev da hellere ikke mindre af, at jeg for nylig fik at vide at AIESEC slet ikke har modtaget den aftalte betaling fra firmaet som ellers selvsagt er ganske elementær for hele min ophold. Dertil blev jeg dog en smule mere rolig, da jeg fik at vide, at skulle ovennævnte skrækscenarie finde sted, er der pålagt AIESEC et ansvar for, først og fremmest at finde mig et nyt internship, og tilmed forsat betale mig den aftalte månedlige løn. Men dette træ så gror helt ind i himlen, eller om der er en grænse for hvor længe det kan blive ved, ja det ved jeg ikke noget om, men har i sinde at tage en god sludder med enkelte relevante personer.

Indtil videre forsætter jeg dog med at holde hovedet højt. Så slemt er dette umiddelbare “worst case scenario” nu heller ikke, men jeg håber da bestemt ikke det kommer så vidt for jeg er i bund og grund glad for at være der. Jeg kommer altid i god tid og giver den fuld gas i timerne. Når folk altså kommer. Så hvis de synes at jeg render og laver for lidt, ja så må de jo stikke mig noget mere at lave. Det er meget simpelt.

Det kører med det spanske! I den sidste lille måneds tid synes jeg, at der har været store fremskridt. Det er den giftige kombination af en fornuftig portion selvtillid og en masse små fremskridt hele tiden. Jeg har spansktimer næsten hver dag på arbejdet, og er stille og roligt begyndt at sludre med folk på gader og stræder, samt AIESEC folk og hangarounds, når jeg, oftest i weekenderne befinder mig i det slæng. Det kører også ganske gelinde med dos cervezas i systemet, og dettes betydning tror jeg faktisk ikke man skal forklejne. Det er i bund og grund skide sjovt så småt at kunne føre sig frem et nyt sprog med alt hvad det indebærer af slang og mundheld. “Manglen” på engelsk-kundskaber blandt mine kollegaer, som i starten var en kilde til mange frustrationer, har vendt sig til noget overordentlig positivt, idet jeg her finder en nødvendighed for at prøve mig frem på spansk, og den har jeg ikke rigtig derhjemme eller blandt venner. Jeg har 10 måneder tilbage syd-vest for Valby Bakke, og jeg har al mulig tro på at jeg til den tid forlader landet, storblabbende på spansk med tyk Paisa accent.

Det er da også værd at nævne, at jeg er er startet til trompet undervisning. Det foregår i Casa de la Cultura i Sabaneta, som er nabobyen mod syd. Det koster nærmest ingenting, og det er foregår i en stor lækker villa-agtigt bygning i gammel republikansk stil. Jeg har været til én time indtil videre, men det var sjovt og jeg håber da at jeg fanger det og får smag for det! Så skal der satme spilles reggae hjemme i DK, ikke også Nicklas?

Jeg har også været ude og oplevelsesinvestere lidt, idet jeg har erhvervet billetter til U20 VM i fodbold som afholdes i Colombia i august. Kampene i turneringens hårdeste gruppe med England, Argentina, Mexico og Nord Korea skal spille deres kampe her i Medellín, og jeg har sammen med Sif og nogle AIESEC folk købt 2-i-1 billetter til Mexico - Nord Korea og England - Argentina. De spilles lige efter hinanden, så man får lov at blive siddende. Det findes sted den 1. august.

Den 11. september skal jeg til Bogotá og se Red Hot Chili Peppers, og denne billet ser jeg lidt som min fødselsdagsgave til mig selv.

Den 16. september skal jeg i Medellín til dobbelt koncert med Calle 13 fra Puerto Rico, der lige har spillet på Roskilde, og ChocQuibTown som er et colombiansk band med spark i. Det bliver jo sååå fedt!

Sidst, men ikke mindst har jeg på det sidste gjort et par essentielle praktiske fremskridt, idet jeg endelig har fået mit udlændinge ID kort, på spansk cédula extranjería. Det har betydet at jeg kunne oprette en bankkonto og det har indtil videre fungeret fuldstændig uden problemer. Og så har jeg købt en cykel! Jeg har ikke langt til arbejde, og den har stået mig i hvad der svarer til 2-3 måneder bustransport. Når nu jeg begynder at cykle på arbejde, kan jeg sidste ende spare omkring 7 måneders bustransport, og det ryger jo lige ned i foret, sammen med de penge jeg eventuelt kan sælge den for i sidste ende. Det er en god cruiser cykel, og den ser nogenlunde sådan her ud…

Den ser naturligvis fuldstændig nøjagtigt sådan her ud. Og ja Mama, jeg har købt en hjelm. Safety first people!

Fødselsdag, syd for Køge

Fri, 22 Jul 2011 13:40:22 -0500

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg for ganske nylig tog endnu et skridt mod afgrunden. Denne, min 24’ende sommer, blev vanen tro fejret med en ordentlig knaser, men som overskriften antyder, og som det forleden, på finurlig vis blev mig pointeret, befinder jeg mig ganske rigtigt i skrivende stund, et sted laaang syd for Køge. Det er jo egentlig nok nærmere syd-vest, men det er en detalje blot, som ikke skal få mig til at forbryde mig mod Monrad og Rislund’s udødelige klassiker. Der skal lyde et tak, buk, nik, og fem svin til Mr. Cofoco, Nikolaj Skaarup-Rex, for på så fin façon at sætte tingene i perspektiv!

Sådan ser det ud fra gaden når der bliver holdt dansk fødselsdag i Colombia. Jeg har medbragt meget stort flag (225x170cm), som jeg egentlig ikke rigtig har vidst hvad jeg skulle bruge til, men det fandt jeg så ud af. Som det fremgår hænger flaget fra vores balkon, og nedenunder har vi vores hoveddør. Det blå der kan ses i bunden er intet mindre end et bordtennisbord, som er en uudtømmelig kilde til sjov og spas!

Selvfølgelig er der mere til historien, end et flag der hænger til skue. Vi skriver her lørdag den 9. juli, altså dagen før min fødselsdag, og det var her jeg valgte at holde selve festen. Grillfesten, for at være helt præcis, for jeg havde i samarbejde med køkkenstaben forberedt mad til godt 20 mennesker. Lækker chipotle-marineret oksekødsteaks, grillede squash og pebberfrugter, og en kold kartoffelsalat som det jo hører sig til, til enhver grillmiddag hjemme i DK.

Jeg fik hjælp af David og Sif til indkøb og madlavning, og Lucho, en mexikaner fra AIESEC, kom og lavede en dødslækker chipotle og tog en god tørn på grillen. Men hov? Hvem er Sif?

Dét er Sif! Og flaget.. og en flaske Gl. Dansk. Og jeg har muligvis Mao-sko fra IRMA på bag flaget. Sif kender jeg fra fodbold, Mit Yndlingshold, og hun er just ankommet til Medellín for at tage et semester på udveksling på EAFIT. Op til hendes ankomst, jeg tror det var den 7. juli, havde jeg arbejdet lidt på at finde hende et sted at bo. Og det gik det hverken værre eller bedre end, at hun nu er flyttet ind i samme hus som jeg og udgør en del af “The Wolfpack” i La Guarida del Viajero (som David har valgt at døbe huset). Av, har jeg overhovedet fået med, at jeg er flyttet? Det er jeg i hvert fald, og bor nu, ret tæt på hvor jeg boede før, sammen med David, Amrith (en inder fra AIESEC), og altså Sif. Og Pierre. Pierre er udvekslingsstudent på EAFIT ligesom Sif, og er rykket ind i huset her for et par dage siden.

Det er skidehyggeligt at have en dansker i huset, og hun var sød at tage nogle ting med til mig hjemmefra. Og hvad beder man så om når man stort set kan vælge frit? Man beder som sagt om Gl. Dansk og Mao-sko, to par! Hun kom altså lige i tide til min fødselsdag, og hvilken herlig aften det var! Her er lidt snap shots…

Her har vi, fra venstre: José (Colombia), Laura (Colombia), Siddharth (Indien) og Gurdeep (Indien).

Fra venstre: Esteban som er David’s lillebror og derfor colombianer, Leo (Guatemala), Katie (Canada), Sean (Australien), Cinthia (Peru) og Joan (Uganda).

Fra venstre: Ray (Peru), Lucas (Brasilien), Laura (Colombia), Rafael (Peru), Angie (Peru), Laura (Colombia).

Der er vildt mange Laura’er i AIESEC EAFIT…

Jamen så drak vi en masse bajere, spiste, hang ud, og hvad man nu ellers laver, indtil vi ved 23-tiden rykkede i byen. På slaget 24 befandt vi os på en bar hvor jeg fik sunget fødseldagssang på spansk og fik stukket flere beers i hånden. Fremragende!

På dagen, dagen derpå, vågnede jeg noget klatøjet op til dette…

Et fuldt opdækket pandekager-med-is-og-frugt-bord, og kaffe på kanden. Det var lige så man blev blød i knæene, men måske havde gårsdagens salsa marathon også lidt at sige på det punkt.

Jardín

Fri, 15 Jul 2011 09:46:39 -0500

Dette er historien om min weekendsviptur til bjerglandsbyen Jardín. De følgende begivenheder fandt sted søndag den 26. juni og mandag den 27. juni. Denne gang var holdet knap så alsidigt som i Guatapé, men stadig et godt mix: Sara fra Colombia, Leo fra Guatemala og Katie fra Canada.

Jardín har meget til fælles med Guatapé, i hvert fald den del jeg så, og på sin vis også med Envigado. At det er er landsby kommer meget tydeligt til udtryk i tilstedeværelsen af en stor kirke med tilhørende stor plads eller park foran kirken. Således også i Guatapé, og således også i Envigado der, selvom den er totalt sammensmeltet med Medellín om andre omkring liggende småbyer/områder/municipalities, har sin egen politistyrke, andre offentlige instanser (går jeg ud fra), og altså også en stor kirke og plads; Parque Envigado - et dejligt sted! Stemningen nede i de små gader er heller ikke den af en storby, og det er jeg helt pjattet med!

Men tilbage til Jardín. Hyggelig lille by, bygget i klassisk kolonialsk stil, eller er det republikansk stil? Jeg forveksler dem til stadighed, døm selv:

De er skidehyggelige de der altaner på første sal, og de er over alt! Og hvad laver man så sådan et sted? De lokale sidder i og rundt omkring parken og hygger sig. Bajer, kaffe og aquadiente i lange baner mens ungerne render og leger. Hvilken idyl! Det hænger måske lidt sammen med, at vi kom på en søndag med en efterfølgende helligdag om mandagen så der er ingen tvivl om at folk var ekstra meget i stemning. Men mon ikke de også får sig en tår over tørsten og en tur på hesteryg på enhver anden søndag. Det med hesten benyttede vi os i hvert fald af, men mere om det senere for jeg er lige nødt til at inkludere vores lille tur med svævebane for at bevare historiens delikate kronologi.

Eller.. Jo det gør vi sgu! Svævebane! Der er i alt sin enkelhed tale om en tur på tværs af en lille dal, hvor man på den anden side har en fin udsigt over byen og det omkringliggende landskab der er fyldt bananpalmer og kaffeplanter.

Og sådan her ser en helt ung og frisk bananklase ud. Sådan en har jeg sgu aldrig set før…

Der hang vi ud et stykke tid og så tog vi svævebanen tilbaws igen. Og SÅ til hest!!

Efter en mere eller mindre veloverstået ridetur (jeg fik den dårlige hest) vadede vi sådan set bare lidt mere rundt og kiggede i byen og i parken. Det så nogenlunde således ud:

Jardín er småberømt for ørred. I hvert fald var det hvad jeg gentagende gange fik at vide at man skulle prøve i Jardín, da jeg tidligere på ugen krydsforhørte mine elever for informationer og turistråd omkring lokalområdet og Antioquia (regionen, eller departemento, som Medellín ligger i). Om aftenen gik vi derfor ud og spiste ørred, og mandag morgen stod vi tidligt op og tog en taxa til et nærtliggende dambrug hvor vi spenderede resten af formiddagen indtil vi skulle med bussen til Medellín kl 13.

Stedet levede som sådan ikke heeelt op til mine forventninger, idet vi endte med at stå og fiske i en meget kunstig sø på størrelse med en skibscontainer. Men hyggeligt var det! Vi placerede os strategisk rundt om “søen” alle fire, og bestilte en kold øl. Glimrende måde at starte en mandag! Der var tilmed 5000 pesos per næse på højkant til den der kunne fange den første fisk, så helt spasforladt var det bestemt ikke. Tilmed kunne man få tilberedt de fisk man fangede, så ét af døgnets tre måltider var også på spil. Fiskestang, bajer og benene op - så går tiden.

Katie endte med at fange den første fisk. Og så den næste. Og så den næste. Da Sara hiver den fjerde og sidste, er demaskuliniseringen af Leo af jeg total. Kvinderne er i den grad trådt ind på arbejdsmarkedet, idette tilfælde endda i en industri som har været mandsdomineret siden de tidlige jæger-samler samfund. Man er vel en blød mand. Men fisken var god, den skal de have!

Der er mange billeder i dette indlæg, og sådan vil jeg gerne forstætte med at gøre det. Men jeg kan ikke lige helt lure om det spiller at smide dem ind, mere eller mindre skødesløst som det her er gjort. Måske finder jeg på noget smartere?

Guatapé

Thu, 16 Jun 2011 09:15:00 -0500

I en forlænget weekend var jeg for nyligt en tur til landsbyen Guatapé som ligger små to timer fra Medellín. Guatapé er berømt for to ting: En stor sten, en monolit kaldet La Piedra del Peñol, og landskabet der omgiver den. Den lange historie kort er, at det omgivende landskab tidligere var en landsby, som blev oversvømmet da man byggede en dæmning for at skabe et vandreservoir. Jeg går ud fra at man underrettede folk inden man forvandlede et bakket landskab til et øhav af en sø, men bygningerne skulle stadig være dernede. Jeg har i hvert fald ladet mig fortælle, at korset på den gamle kirke skulle stikke op af vandet når vandstanden er specielt lav.

Jeg var afsted med David, Joan, Xiaowei, en kineserinde fra AIESEC i Manizales, og Gurdeep, en nyankommen inder. Vi tog afsted en mandag, på en såkaldt festivo, altså helligdag. Sagen er der den, at alle helligdage i Colombia falder på den næstkommende mandag, således at man altid har en forlænget weekend, en såkaldt puente, som betyder bro. Vi skulle egentlig have været afsted om søndagen, men grundet tømmermænd og et pludselig opkald til David fra føromtalte Gurdeep endte vi med at udsætte planerne. Gurdeep havde ikke rigtig informeret nogen om sin ankomst, dvs. AIESEC folkene viste godt hvem han var og at han havde et internship her i Medellín, men han havde ikke rigtig underettet nogen om hans faktiske rejseplaner, og stod derfor lige pludselig i lufthavnen og ringede til David. Efter et par timer fik David støvet en bil op, og jeg valgte at tage med når nu Guatapé alligevel ikke blev til noget denne dag.

Vi finder Gurdeep stående med to kæmpe kufferter, pænt tøj og store solbriller, og han ligner nærmest noget taget lige ud af en Bollywood film. Jeg får ikke kaldt en ordentlig shotgun og ender på bagsædet med ham. En inder der har rejst i 3 dage (han havde nogle problemer undervejs) har en helt speciel odør. Det har en dansker i samme situation med garanti også, men ikke desto mindre…

Nå, tilbage til historien. Vi har nu fået introduceret Gurdeep, og han tager altså med os på denne tur. Det er i det hele taget et spraglet hold vi har fået sammensat, og vi er godt repræsenteret på en globus. Xaoiwei er Joan’s ven, og Gurdeep skulle være hos David de første par dage, ligesom jeg. Jeg følges med de to tøser til Consumo, supermarkedet hvor vi har aftalt at mødes med David og Gurdeep. Vi venter længe. Konceptet “colombiansk tid” er efterhånden noget jeg har vendet mig til, og ligefrem regner efter. Det omfatter i al sin enkelt en ganske laissez-faire omgang med aftalte mødetider og dets lige. Det betyder dog at Hans Peter, ud af det blå, når at dukke op med sin far på slæb. Hans Peter’s halve danskhed er fra hans far’s side, og nærmere bestemt et sted i Sønderjylland. Hans far hedder Jonas, og mødet med ham var mit hidtil første med en landsmand, selvom han vist ikke har boet i Danmark i 30 år.

Kort efter dukker David og Gurdeep op, og vi kommer afsted. Først med taxi til Medellín’s sydlige busterminal, med bus videre til den nordlige og derefter afsted til Guatapé.

Turen tager omkring tre timer, og mest oppe af bakke og gennem snævre hårnålesving. Omsider nærmer vi os herligheden…

Det skal lige siges, at billedet i toppen af indlægget her er tyvstjålet fra internettet. Ved nærmere gennemgang af mine billeder gik det op for mig, at jeg ikke rigtig havde fået skudt selve stenen i al sin pragt. Så må man jo låne. Det skyldes dog primært, at jeg var for travlt optaget af at lege med min videokamera, og jeg har da også i sinde at smede en video sammen af dagens optagelser. Den kommer senere..

Men I skal ikke snydes for udsigten fra toppen af stenen, som så nogenlunde sådan her ud hele vejen rundt…

Der er 644 trin til toppen af stenen, så da vi endelig kom op måtte vi også lige sidde og hvilke stængerne lidt. Som det fremgår af de tidligere billeder, er der et tårn på toppen af stenen. Der var vi naturligvis også oppe, men igen blev der kun skudt med videokamera deroppe. Jeg kan dog sige så meget at det var vanvittigt tåget det meste af den tid vi tilbragte deroppe, men jeg skal betræbe mig på at inkludere lidt herfra i min lille videoprojekt.

Efter at have taget den noget lettere vej ned igen af de mange trin hoppede vi i en lille bus, og kørte den korte vej til selve landsbyen Guatapé. En ganske hyggelig lille by som dog bar præg af, at være lidt af et tilløbsstykke for turister. Men de har nogle ret fede taxaer…

Og en gammel stiv mand med en underligt bekendt jakke…

Og her er et billede af David og Xiaowei. Jeg fik desværre ikke taget nogle billeder af de andre to, Joan og Gurdeep, men de er begge trainees i Medellín så de skal nok nå at blive featured.

Tak Mama :)

Tue, 14 Jun 2011 13:18:21 -0500

Carepackage!

Og sådan skal den skæres..

Tak Mama :)

Alt om ingenting.

Tue, 31 May 2011 23:18:13 -0500

Der er en kriblen i mine fingre for, at få tilføjet til bloggen efter jeg har fået så mange fine kommentarer på den. Tak til jer alle, det er dejligt at det ikke kun er mig selv der synes den er sjov at læse!

Denne kriblen er desværre/heldigvis ikke en afspejling af mængden af interessante ting jeg har at berette om. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt, og jeg tror ikke at det behøver at være nogen af delene. Nyheder er i sagens natur noget der bryder normen og som skiller sig ud, og det overordnede “nye” i min tilværelse er, at en rutinepræget dagligdag så småt har meldt sin ankomst.

Jeg sluttede i en noget dyster tone i mit sidste indlæg, i hvert fald i fortællingen om min arbejdssituation. Det hører ingen steder hjemme, især ikke nu hvor tingene i det store hele her lyse ud. Så lad mig spule tavlen ren med en kort og fattet opdatering af mine arbejdsforhold:

Sidste nyt fra fastlandet (hovedkontoret i Bogotá) er, at man nu har besluttet sig for at bringe én af de tre nye trainees til Medellín hurtigst muligt. Om det bliver 1, 2 eller 3 måneder er der nok ingen der ved, og det spiller for den sags skyld heller ikke nogen stor rolle. Jeg er glad for, at ubestemt tredjeperson har fået en given legemedels ud af anden given legemesdel, og har besluttet sig for noget der kommer undertegnede tilgode. Det manglede da også bare.
Ved nærmere gennemgang af mine kontraktmæssige forhold fandt jeg frem til, at de bestemmende betingelser for min ansættelse er hvad der står skrevet i dokumentet med information omkring mit internship, den såkaldte TN form, som jeg i sin tid fandt i AIESEC’s database, og som var grundlaget for min ansøgning i første omgang. Ifølge denne, min kontrakt, er jeg forpligtet til arbejde maximum 40 timer om ugen. Nøgleordet her er maximum. Det vil altså sige ikke præcist 40 timer, men MAXIMUM 40 timer. For det utrænede øje kan dette synes som ren formalia, men effektivt betyder det, at jeg ikke er forpligtet til at lave et eller andet røvsygt i to timer hvis nu ingen dukker op til en time, hvilket er reglen mere end undtagelsen.
På den note kan jeg også med glæde i fingrene berette om, at der så småt er gået sport i at ringe til eleverne og be- eller afkræfte deres intentioner om at komme til time. Det betyder bl.a. at jeg pt. sidder på min balkon i pels og bar mave og skriver blog, i stedet for at være på arbejde, fordi der er blevet indhentet afmeldinger af både min morgentime klokken 6 og min middagstime klokken 13. Hvad der på papiret lignede en hård dag er nu blevet til den rene badeferie. Forstå mig ret, jeg vil hellere end gerne møde op, gøre mit arbejde, og gøre det godt! Men jeg gider ikke sidde og føle mig som en idiot. Alternativt vil vi ofte kunne afholde min spansktime når folk ikke dukker op, men i dag d. 31/5 er der mange ting at lave omkring månedens afslutning. Dog ikke noget jeg rigtig kan hjælpe med. Men jeg har time i aften klokken 18-20, og den tager vi i stiv arm!

På hjemmefronten sker der det, at min franske roommate Clément rejser hjem til Frankrig. Han er en fed, og meget fransk fyr, og vi er kommet rigtig godt ud af det med hinanden, så det er lidt trist. Men det er faktisk ikke umuligt, at jeg skal samme vej inden alt for længe.

Say what?!? Yes motherfuckaaa, jeg flytter (måske (højst sandsynligt)) snart! Min kammerat David har længe gået med en plan om at leje en stor lejlighed, og så leje de enkelte værelser ud til AIESEC trainees til andre folk der har brug for et sted at bo. Det er sådan man gør det er her, og det er også sådan det fungerer hvor jeg bor nu. Det eneste jeg ved er, at han nu har fået accepteret sine økonomiske forhold omkring lejeaftalen af den lejlighed han har kigget på, og så småt er igang med at købe ind til lejligheden. Et par af de andre AIESEC trainee gutter flytter måske også med, og der er snak om minibar, billiard og uh-lala… og bordtennisbord! Det ser jeg frem til!

Hvad ellers? Jo, jeg har da været rundt og skyde lidt med kameraet. Ikke mindst har jeg fået mit første fotoprojekt i hus, billederne fra min kontorbygning som jeg også har smidt på bloggen i fin stil. Jeg har ikke rigtig besluttet mig for om jeg fremover hovedsageligt vil uploade billederne på facebook, her på siden, på Flickr eller noget helt andet. Sandsynligvis et mix af ovennævnte, men hvordan det procentmæssigt ender med at blive vægtet ved jeg ikke. Kvaliteten er bedre på Flickr, men flere folk ser dem garanteret på Facebook. Som sagt, min dagligdag er uden de store kvantespring, så det er denne slags overvejelser jeg bl.a. får min tid til at gå med. Alle inputs er velkomne!

I skrivende stund er jeg lige kommet hjem fra arbejde, og på vej hjem var jeg lige forbi Lucho, Leo, Amrith og Harvish’s hus for at hente mit spritnye videokamera, Kodak Zx5. Shit det er lækkert! Lucho har familie i USA og var et smut på besøg over de sidste par uger, så jeg udnyttede lejligheden, bestilte kameraet over nettet og fik det sendt til Lucho’s familie’s adresse og han var så flink at tage det med tilbage for mig. Så det skal jeg ud og lege med nu! Har mange gode idéer, og regner med at lave nogle “sådan bor jeg”-videoer og andet godt. Om jeg når at gøre det i denne lejlighed eller den næste ved jeg ikke, det vil tiden vise.

Det huer mig i den grad, at være kommet ind i en rutine, eller i hvert fald noget der minder om en. Som jeg lige har beskrevet venter der masser af forandringer i fremtiden, også mht. de ting som jeg i det daglige anser for at være nogle af mine faste holdepunkter: lejligheden og arbejdet. Men forandringer for det bedre! Ikke desto mindre føler jeg, at det gavner mig i det daglige ikke, at tillade mig selv at blive for tilpas i en given situation.

Et eksempel: Denne uge har indtil videre været noget af det mest afslappede jeg har oplevet. Mandag har jeg altid kun timer fra 6-8 om morgenen og derefter min egen spansktime. Idag tirsdag var min morgen- og eftermiddagstime aflyst så jeg kun havde time fra 19-21, og i morgen kommer det nogenlunde til at se lige sådan ud: Mine morgentimer er aflyst, så jeg har først time kl 18, og min egen spansktime inden da. Det er lækkert, men min erfaring siger mig, at det er smart at holde for øje at dette er et midlertidig, heldigt sammentræf, og ikke falde i og vende sig for meget til situationen. Gør jeg det, kommer jeg bare til at stå med håret i postkassen når vi igen kører fuldt program, forstået på den måde at jeg så skal til at omstille mig til en yde en højere arbejdsindsats, for ikke at tale om hvornår min alarm ringer. På en almindelig dag hedder den 5:15, hvilket jeg går rundt med en lille Von Trier i maven for at berette om på kunstnerisk facon… Det kommer til at involvere videokameraet! Men ingen jøde jokes.

Så jeg holder mig på tæerne og klar til møde hvad end der måtte komme mig i møde, godt eller ondt eller gode tilbud i supermarkedet. Og det skal ikke forstås som om jeg ikke er faldet til her, for det er jeg så absolut! Det er en anelse abstrakt, komplekst, ja næsten paradoksalt at sætte ord på, men det er bestemt muligt at hvile i sig selv og føle sig godt tilpas samtidig med, at man er vaks ved havelågen og er klar over at alt omkring én er midlertidigt og i sidste ende vil forgå. Ellers ville det også være helt og aldeles umuligt, at tage på en rejse som denne. Og den har vist sig at være mere end blot en tur tværs over atlanten. Det er også en sjælelig dannelsesrejse jeg er på, helt ind til den lille gumbas. Jeg synes at jeg lærer meget om mig selv, og om hvordan tingene foregår oppe i hovedet, og jeg får bekræftet ting jeg godt vidste i forvejen. Det er sådan en konstant, men sagte udvikling som reelt kun giver sig til kende når man, som i dag, har 6 timer mere end forventet at skulle fordrive, og pludselig begynder at tænke og mærke lidt efter. Og det er noget der rykker!

Og så fik jeg endelig set Klovn! Fedt fedt fedt!

Billederne er taget mod nord, fra 23. etage af Edificio Forum,...

Thu, 26 May 2011 23:02:20 -0500

6:00

13:00

21:00

Billederne er taget mod nord, fra 23. etage af Edificio Forum, bygningen hvor jeg arbejder. Det er tydeligt at Medellín ligger i en dal.

Historien om Hans Peter

Sat, 21 May 2011 12:14:00 -0500

Hvem er denne Hans Peter? Hans Peter er en fin fyr, et af de mange dejlige mennesker jeg er stødt på i min korte tid i Medellín. Grunden til at han får et helt indlæg er, at der ligger en spøjs, sjov, ja nærmest kildrende morsom historie bag vores møde.

Historien starter med en hel tredje person, Xiomara. Hun er min tidligere parallelklassekammerat fra BLC (også spansk, samme årgang, anden klasse), og tilbragte sit 5. semester på udveksling her i Medellín, på Universidad de EAFIT, det samme universitet hvor min lokale AIESEC komité er tilknyttet. Af denne grund bød jeg en tømmermændsramt Xiomara på en kop tår kaffe, en formiddag kort før min afrejse. Xiomara kunne fortælle mig meget godt om byen. Gode barer, salsaklubber og jeg-skal-komme-efter-dig, og med til historien hørte også kapitlet om Hans Peter, Mr. Daddy Bitch. Xiomara boede i hans lejlighed mens hun studerede på EAFIT. En stor lejlighed skulle jeg senere komme til at finde ud af, men det når vi til. Hendes udlæg var at han er en fin fyr, amerikaner, og halv dansker. Et gammelt billede fra Botanisk Have i København havde afsløret denne interessante slægtshistorie. Det vender vi også tilbage til, hovedsagen er at Xiomara proklamerede at hun ville arrangere et møde mellem mig og Hans Peter. Eller i hvert fald give mig hans nummer og adresse, og stikke ham en besked om at jeg eksisterer. Så langt nåede hun aldrig…

Fast forward, søndag d. 24. april. Jeg har været i Medellín i tre dage. David var ikke hjemme til at hente mig i lufthavnen da jeg ankom d. 21. fordi han var på tur til en ø ud for Colombia’s caribiske kyst sammen med Tyler og Jesse. Da han kommer hjem lørdag aften sidder vi og snakker, og han viser mig billeder fra turen. Han fortæller at Tyler har boet lige ved siden af, og at Jesse bor der nu. Har I gættet det? Jesse bor hos Hans Peter! Tyler boede hos Hans Peter!

Søndag arrangerer David et besøg, og vi bliver mødt i døren af en lyshåret fyr i den danske landsholdstrøje. På dette tidspunkt er min identitet fortalt ukendt for husets beboere. Udover fornævnte Jesse, og Tyler som også er på besøg, trykker jeg hånd med Sean, en australsk fyr som også er logerende.

Her vender vi tilbage til det føromtalte billede af Botanisk Have. Det hænger stadig på væggen, og udgør en glimrende anledning til at lægge mine rød-hvide kort på bordet. Jeg fortæller om mig selv, Xiomara, Gud, Konge og Fædreland og historien bag vores besøg. Det giver anledning til en god sludder, men David og jeg kan dog ikke blive længe da vi har en aftale om at bese den lejlighed som jeg senere er flyttet er ind i. Vi lover dog at komme tilbage senere.

Inden vi vender tilbage til lejligheden runder vi David’s hus hvor jeg har mine ting, og jeg hopper selvfølgelig også i landsholdstrøjen. Over et par bajere senere på aftenen bliver Hans Peter og jeg enige om at tage overstående billede, og endnu et, og poste dem på Xiomara’s facebook væg. Her er resultatet:

Verden er lille!

Status pt, en måned inde!

Sat, 21 May 2011 11:23:00 -0500

Så runder jeg snart det magiske nummer 21, datoen hvor jeg i april ankom til La Eterna Primavera, Det Evige Forår, Medellín.

I skrivende stund er klokken 17:30 lokal tid, og jeg er i den gunstige situation, at min aftentime fra 19-21 er blevet aflyst. Tilmed hedder mødetiden i morgen 8:00, og ikke 6:00, så et par enkelte stifter skulle nok kunne forsvares. Aftenen kommer til at byde på udhængning med nogle folk fra AIESEC hjemme hos fire trainees: Harvish og Amrith fra Indien, Lucho fra Mexico, og Leo fra Guatemala. En sludder for en sladder, og mad med ild i.

Siden mit forrige, emotionelle rutchebanetur af et blog indlæg har tilværelsen i det store hele gået sin uvante gang. Den sidste halvanden uge har ikke budt på det helt store. Jeg er stille og roligt faldet lidt bedre til på jobbet, det skrider konstant fremad med det spanske, og sidste lørdag blev tilbragt først på mine fødder, syv gange rundt om løbebanen på Cancha de El Dorado, siden i Hans Peter’s lejlighed, og afslutningsvis i Parque Lleras med AIESEC slænget. Starten af denne uge gik også stille og roligt, morgentimer før Fanden er smuttet i sine Mao-sko, de (af eleverne) efterhånden sædvanlige udeblivelser fra timerne, gode siestaer, sene aftentimer og tidlige sengetider.

Siden onsdag er der dog hændt to ting, som uden at veje for meget morgenluft, meget vel kunne komme til at have indflydelse på min professionelle tilværelse i det korte, og i det lange løb.

Nummer et: der er fra Bogotá blevet sendt et styks Diana, som med flere års erfaring i firmaet kommer os lidt til undsætning, tør jeg godt sige. Status er at der er stadig er temmelig meget rod i skemaerne, og eleverne er ikke glade, jf. ovenstående, let spydige, kommentar på udeblivelserne. Det er nu meningen at hun, blandt andet, skal forsøge at få lidt mere styr på det. I samarbejde med os andre naturligvis. Ud over det skal hun arbejde med os lærere og sørge for at vi gør ordentlig brug af materialerne, samt igangsætte nogle markedsføringstiltag af en slags. Det passer mig fint, af flere grunde: 1) Det bliver godt at få et mere pålideligt skema, 2) jo flere instrukser omkring undervisningsmaterialerne jeg får på et tidspunkt, jo færre dårlige vaner tilegner jeg mig, forhåbentligt, og det er noget som kunne skabe problemer i fremtiden. 3) Hun varetog min spansk undervisning både igår og idag, og hun er ganske udmærket. Det betyder at mine chancer for at skulle undvære en time bliver halveret. 3.5) Der er én person mere på kontoret som jeg kan øve det spanske med. 4) Forhåbentlig kommer der lidt mere gang i hjulene her i Medellín, som kunne resultere i et øget behov for en ekstra trainee!

Det bringer mig videre til nummer to, mine umiddelbare udsigter på denne lange bane, omend meget af det er gætværk på nuværende tidspunkt. Hovedsagen er at der som tidligere nævnt er blevet varsel ankomsten af en eller flere AIESEC trainees til firmaet. Igår, torsdag, fik jeg om eftermiddagen at vide at HTL nu havde bestemt sig for, at bringe hele tre trainees til, hvoraf én vist nok skulle til Medellín mere eller mindre direkte, mens at de andre to skulle starte i Bogotá. Jeg var i dét øjeblik meget tæt på, at trykke på knappen og starte min estimerede to måneders nedtælling til at ankomsten af en ny kollega. Var den for kryptisk? Well, det tog mig to måneder at komme til Medellín fra den dag hvor jeg fik bekræftet mit internship, og jeg tænker at det vil være nogenlunde det samme for en anden trainee, i og med jeg ikke fik fingeren ud som hurtigt som det måske kunne have været gjort.

Jeg tog på arbejde, havde min spansktime, ventede en time på at min(e) elev(er) til timen kl 18:00 skulle dukke op, men ingen kom og jeg tog hjem. I mellemtiden havde dialogen mellem AIESEC og HTL udviklet sig, tør jeg godt sige. Som sagt havde HTL udvalgt tre trainees, vel at mærke efter der var blevet afholdt jobsamtaler over Skype. Seneste nyhed da jeg kom hjem fra arbejde var imidlertidigt at disse trainees skal komme tre måneder til Bogotá inden en eventuel overflytning til Medellín. Det skal siges at jeg har denne information fra Juliana, en pige fra AIESEC som er kontaktpersonen for HTL, og hun var også selv meget overrasket over udviklingen. I skrivende stund ved jeg ikke hvordan de stakkels folk har reageret på denne nyhed. Jeg er blot tilskuer i dette spil, og har ikke de nærmere deltaljer, men umiddelbart ser det ud til at jeg godt kan lægge tre måneder til de fornævnte to måneder, plus det løse. Uden at have fingeren på pulsen, synes det at jeg nu kigger ned i et 6 måneder dybt hul før jeg har nogen udsigter til backup. Ej, jeg ved det sgu ikke, det eneste jeg ved er at alt kan ske og tingene ændrer sig hele tiden. Jeg havde dog ikke i forvejen sat mine forventninger særlig højt, så umiddelbart forholder jeg mig ikke mere til det, end at trække lidt på smilebåndet over Bogotá folkenes beslutninger’s sporadiske natur.

Jeg vil hermed gerne undskylde for endnu en dansk stil, jeg ved godt det ikke er vildt læservenligt, men i dette tilfælde føler jeg at essensen ligger i detaljen. På den korte bane synes jeg egentlig at jeg har gode udsigter. På den lange tør jeg dog ikke gisne for meget eller drage fyldige konklusioner.

Så jeg tager én dag af gangen, nyder mine frie stunder, især weekenderne, og fryder mig over at det stille og roligt skrider fremad med det spanske. Men humøret er forsat højt og jeg hygger mig gevaldigt :)!

Således ser mit skema ud for tiden. De gule...

Wed, 18 May 2011 10:12:00 -0500

Således ser mit skema ud for tiden. De gule “español” timer, er mine egne spansk timer, og de er rimelig flex. En hård omgang, men masser af god siesta midt på dagen! Livin’ it up colombian style!

** UPDATE 14/6 ** Nu ser det liidt anderledes ud..

De første dage på arbejde, inkl. "rock bottom" og lyse udsigter

Wed, 11 May 2011 16:20:00 -0500

2.5.2011

Mandag den 2. maj er første arbejdsdag hos HTL. Jeg har fået at vide at jeg skal møde kl 8.00, og tropper derfor frejdigt op i god tid. Aftenen før havde jeg, sammen med Esteban og en af hans venner, taget turen med bussen, lige for at lære vejen at kende og se mig omkring. Mandag følger jeg gutternes råd og tager afsted omkring kl 7:15, og til min egen overraskelse står jeg på kontoret allerede kl 7:30-ish.

Da jeg ankommer kan jeg høre at der er en time igang i et af lokalerne. Jeg sætter mig og venter i en sofa, og jeg mindes at jeg faktisk skrev lidt på et af de andre indlæg mens jeg sad der. Timen slutter kl 8 og ud af lokalet kommer en engelsk fyr, David, og en ældre colombiansk kvinde som jeg ikke husker. Noget af det sidste jeg hører inden de kommer ud er David der siger at det var deres sidste time sammen fordi han er af blevet fyret.

- Her skal det lige nævnes, at jeg under mit besøg i Bogotá fik at vide af Juan Carlos at der på daværende tidspunkt var engelsklærere i Medellín, David og Vincent, og som han sagde “they are not gonna work there anymore, because, well, now you are going to take over that job”.

Hvorfor jeg ikke tænkte mere over dette i øjeblikket ved jeg ikke, men det løber mig i sandhed koldt ned af ryggen da jeg overhører David overbringe de triste nyheder. Her er jeg, og snupper hans job for næsen af ham. David sætter sig ind på kontoret og jeg lister efter ham, banker forsigtigt på døren og spørger høfligt om han ved hvornår Elizabeth kommer, hun er forresten chefen. Jeg forklarer hvem jeg er og hvorfor jeg er der. Han siger at hun sikkert er for sent på den, det er hun tit, and it’s actually quite a pain in the arse. David er englænder. Jeg sætter mig tilbage i sofaen, 10 minutter går, ingen Elizabeth, og så kommer David ud af kontoret. Han siger at han desværre bliver nødt til at låse af fordi han skal gå. Det giver fin mening, og han har stadig ikke snerret af mig, som man ellers sagtens kunne forvente, og forstå, det umiddelbare grundlag for vores relation taget i betragtning, og jeg følger villigt trop. Han låser døren af, vender sig mod mig og siger “I’m sorry you had to hear that, I wasn’t trying to make you feel uncomfortable”. Flink fyr! Han foreslår at vise mig ned i en kaffebar i bygningens stueetage, og samtidig vil han fortælle receptionisten at jeg sidder der og venter, så hun kan sige det videre til Elizabeth når hun ankommer.

Klokken begynder at nærme sig 9, og jeg prøver at ringe til Carolina fra Bogotá for at høre om hun ved noget, eller om hun har nummeret på Elizabeth. Heller intet svar. Yderligere 10 minutter og så ringer min telefon, og det står HTL Medellín på skærmen. Det er Elizabeth, kan jeg regne ud, og hun jerner derudaf på spansk, og jeg får fremstammet “Estas en la oficina?” Si si, fint nok, jeg tager elevatoren tilbage op til 13. etage.

Jeg kommer op på kontoret, og møder Elizabeth der sidder ved den samme computer som David havde rodet lidt ved en time tidligere. Hun taler heller ikke engelsk, men forstår noget, og vi finder dog frem til en kommunikationsform hvor hun snakker laaangsomt spansk, og jeg prøver mig frem på spansk så godt jeg nu kan, og reder den på laaangsomt og simpelt engelsk hvis budskabet går tabt.

Hun viser mig rundt på kontoret, der er tre undervisningslokaler, hver med et bord i midten, seks stole og et whiteboard. Tilmed har det ene en computer sat op til et tv med trådløs keyboard og mus. Alt sammen til undervisningsbrug. Igen vil jeg forsøge at aflægge en visuel rapport om de steder hvor jeg har min daglige/jævnlige gang, kontoret her, min lejlighed, gadebilledet som sådan måske, så for nu vil jeg blot hæfte mig ved det overordnede billede. Kontoret har også et venteværelse/sofarum/entre, hvor jeg, som tidligere nævnt, tilbragte en god halv time mandag fra 7:30-8:00. Der er også et decideret kontorlokale med en enkelt computer og to skriveborde i glas, og et meget minimalistisk “pseudo køkken”, med en vask og en lille kaffemaskine. Ingen kogepladser eller mikroovn, no nothing. Dette forekommer mig en smule paradoksalt, idét jeg, i Bogotá, blev snakket ørene fulde om alle de aktiviteter man skulle lave med eleverne, deriblandt at lave mad. I Bogotá var der da også to store køkkener, men det er så sandeligt ikke tilfældet her i Medellín. Så jeg kommer nok til at se en del film med eleverne, hah.

Ud over kontoret har HTL også en butik i Medellín, i shoppingcentret Santa Fé som ligger lige over for kontorbygningen. Der går vi hen efter en kort rundvisning på kontoret. Mit internship består, på papiret, både i at undervise i engelsk og varetage nogle administrative og salgsmæssige opgaver, deriblandt at være til stede i butikken fra tid til anden og agere (relativt) høj europæisk reklamesøjle og give potentielle kunder/elever et tykt lag “se hvordan jeg, Mr. Gringo, snakker spansk, det har jeg lært hos HTL, var det ikke noget med en gang state-of-the-art engelsk undervisning? Vi har også andre sprog”. Yderligere sidder arbejder der også to piger, på skift, og det er meningen at jeg skal holde dem i ørene og sørge for at de hiver fat i folk, og får ringet til en masse virksomheder og præsenteret programmet. Hende jeg møder i butikken snakker heller ikke engelsk, så noget tyder på at jeg lige skal have det spanske lidt mere ind under huden inden jeg kan begynde at varetage de helt store administrative opgaver.

Denne teori bliver jeg så sandeligt bekræftet i, senere på dagen. Efter besøget i butikken køber Elizabeth og jeg frokost i den samme kaffebar hvor jeg spenderede noget af min morgen. Efter frokost sidder jeg bare og kukkelurer i et par timer, og så kommer det skæbnesvangre øjeblik. Henkastet spørger Elizabeth om jeg har lyst til at se mine arbejdstider, så her forsvinder blodet fuldstændigt fra mit hoved. Mandag til lørdag fra kl 06:00, og generelt timer spredt sporadisk ud over ugen på alle tænkelige tidspunkter, deriblandt timer frem til kl 20 eller 21 de fleste dage midt i ugen. This is not what I signed up for! Juan Carlos havde da godt nok fortalt mig at jeg ville have timer morgenen typisk, og lave det administrative efterfølgende, men jeg er ingen måde forberedt på at jeg nu kan se frem til at være tvunget tidligt i seng det meste af ugen, for ikke at tale om de mange 1, 2 og 3 timers mellemrum der er mellem mange af timerne. Det er meningen at jeg skal arbejde 40 timer om ugen, men som dette skema ser ud kommer jeg reelt til at spendere en del mere tid på kontoret, simpelthen fordi jeg ikke kan nå tage hjem! Hvornår skal jeg nogensinde få tid til at lave noget som helst? David, fra AIESEC, har fortalt mig om en tur til en lille by uden for Medellín et par lørdage fra nu. Man tager afsted fra Medellín klokken 06 om morgenen, og der skal jeg ligesom møde på arbejde. Looooort!

Utallige tanker flyver igennem mit hoved og jeg aner ikke mine levende råd. Dog ved jeg at David, fra HTL, den skaldede englænder kommer tilbage senere på dagen for at undervise en klasse. Det er også meningen at jeg skal sidde med i den og se hvordan det bliver gjort. Jeg beroliger mig selv ved tanken om at han kommer senere, og at jeg kan snakke med ham om hvordan jeg har det med mit nye skema, eller at hank an agere tolk så jeg kan få udtrykt min fustration ordentligt til Elizabeth.

Der er mange forskellige ting i spil på dette tidspunkt, og det er i skrivende stund nogle temmeligt rodede minder jeg sidder og graver i. Hovedsagen at min første på arbejde har udviklet sig noget overraskende, i den forkerte retning. På et tidspunkt sidder jeg omkring en halv time i sofaen og bare stirrer på min telefon. Skal jeg ringe til nogen og brokke mig? AIESEC? HTL i Bogotá? Bare de snakker engelsk! Det er denne halve time jeg betragter som “rock bottom”.

Tingene lysner dog lidt da David kommer, da jeg, for det første, nu er i stand til at kommunikere med et af menneskerne omkring mig. Det er satme svært at mønstre tilstrækkelige spanske gloser når hele verden er ved at styrte ned omkring ørene på én. Ahh ok, så slemt var det heller ikke, men stadig en rigtig lortesituation med kedelige fremtidsudsigter. Jeg sidder med til David’s time, igen kan jeg ikke huske hvem elever var, men i hvert fald starter han denne time med at introducerer mig og fortæller eleven at han er blevet afskediget af økonomiske grunde, men jeg er en god lærer og en flink fyr og ikke har haft noget at gøre med den beslutning der er blevet taget. Det er sgu trist, for det virker som om han er blevet gode venner med eleven.

- Det skal også lige med i historien at David og Vincent, om lørdagen før jeg startede i Medellín mandag, fik de kedelige nyheder om at de, fra og med den kommende torsdag, ikke længere var ansat, og det var de mildest talt ikke tilfredse, hvorfor Vincent da også havde valgt at stoppe med øjeblikkelig virkning. David skal derimod giftes snart så han har brug for pengene, og blev derfor hængende tiden ud.

At have David hængende ugen ud kommer til at sætte stort præg på hvordan min uge forløber. Da jeg slukøret tager hjem mandag eftermiddag er det eneste jeg ved, at jeg skal være tilbage på kontoret kl 06 næste morgen, og så har David fortalt mig hvornår det er meningen tirsdagens timer skal ligge. Men oven i alt balladen med fyringerne, er kontoret i Bogotá også igang med at ændre i vores tidsplan, så der er en smule usikkerhed omkring dette også.

De næste par dage forløber egentlig ganske begivenhedsløst. Der er som sagt stadig usikkerhed omkring skemaet, og jeg får til stadighed at vide, at det gerne skulle komme snart. David har sidste dag torsdag d. 5. maj, så fra fredag jeg er alene på pinden. Fredag forløber også ganske stille og roligt, der er et par timer hvor der ikke dukker nogen op (selvfølgelig ikke den kl 6), jeg er hjemme og vende midt på dagen, og tilbage til den sidste time kl 19-21. Eleverne til denne time er et ægtepar, Fabio og Liliana, og de ender faktisk med at køre mig hjem efter timen. Det begynder at se lidt lysere ud.

Lørdag byder dog på et mindre bump på vejen. Kort fortalt kommer der ikke nogen til timen klokken 6, og klokken lidt i 08 er der en der ringer afbud og i øjeblikket overvejer jeg ikke muligheden for at der kunne andre til timen. Så jeg pakker sammen og er ude af kontoret kl 8:10. Omkring kl 9 bliver jeg ringet op af Bogotá som spørger hvorfor jeg ikke er til timen og at der står en elev og venter. Jeg underskylder mange gange, men benytter også lejligheden til at få luftet en mening eller to omkring ugen forløb, og opkaldet slutter uden de store ordvekslinger. Fredag eftermiddag har en elev ringet afbud til timen fra 10-12 lørdag, og igen sætter jeg ved en fejl ligehedstegn med “ingen time”. Det resulterer i endnu et opkald, denne gang fra Elizabeth på kontoret i Medellín. Igen undskylder jeg mange gange og tilbyder at forlade hytten med det samme. Eleven er dog smuttet igen, men jeg forstår hende at Bogotá vil ringe igen. Det bruger jeg resten af dagen på at gå og grue for, men de ringer aldrig.

Med denne kedelige start på en ellers tiltrængt lørdag, trænger jeg til noget luft og hopper med på vognen da Katie, en canadisk pige der også er AIESEC trainee, melder ud at hun tager på et marked i downtown Medellín. Der har jeg ikke været før, og jeg tænker at det kunne være rart at snakke med en engelsktalende person i nogenlunde samme situation som jeg. Katie har været her i to måneder godt og vel, så hun kender vejen rundt en smule bedre end jeg. Det bliver da også en ganske hyggelig eftermiddag, og vi kommer forbi Plaza de Botero, en kendt skulptør som har en forkærlighed for fedme, kunne noget tyde på…

Samme aften er der Multicultural Night i AIESEC regi, hvor et par udvalgte trainees fortæller om deres hjemland. Denne aften var det Joan fra Uganda, Jiri fra Tjekkiet, og føromtalte Katie fra Canada. Danmark står for tur om et par uger, hvor jeg vil blive akkompagneret af Leo fra Guatemala. Aftenen bød på rig mulighed for at vende dagens episode med de rigtige folk, og det hjalp yderligere. Vi røg videre til Parque Lleras om aftenen, et “party distrikt” som med garanti får sin egen feature på et senere tidspunkt. Jeg har meget at leve op til efterhånden… Søndag var meget stille og rolig, og jeg hang stort set bare ud i hytten.

Det har visse fordele, at skrive i retrospekt så vil jeg benytte denne luksus til at meddele at vi i skrivende stund har onsdag d. 11 maj og klokken er 16. Jeg har i aften timer fra 17-21, men jeg har været hjemme siden kl 10 i morges, så ingen klager herfra. Denne uge har været helt og aldeles anderledes end den foregående og jeg er absolut optimistisk og i det store hele godt tilfreds med tilværelsen :)

Og nu har jeg endeligt nået mit indledende mål om, at få fortalt hele min foreløbige historie her fra Medellín, og regner derfor med at “offentliggøre” bloggen meget snart! Det passer dog ikke helt hvad jeg skriver, for jeg mangler sådan set stadig beretningen om hele min første uge i Medellín, men jeg følte at min arbejdssituation var umiddelbart mere interesseret og jeg agter derfor blot med at samle de løse ender sådan lidt hen af vejen. Det ser også ud til at tingene kommer til at plane lidt mere ud fra nu af, med færre udslag på spændingskurven. Jeg kommer til at skulle arbejde 40 timer om ugen, med sporadiske fritimer grundet udeblivelser, og så har jeg lørdagene og søndagene at se frem til. Der snakkes tilmed i krogene hos AIESEC om, at der allerede nu skulle være én eller flere trainees på vej til HTL. Så hvis tingene flasker sig kan min arbejdssituation komme til at se endnu bedre ud om en måned eller to, men det ser jeg ikke nogen grund til at spekulere for meget i lige nu. Det vigtigeste er at komme godt igang på arbejdet, og jeg er allerede begyndt at have spansktimer med Elizabeth, og efter blot et par stykker synes jeg allerede at jeg kan mærke forskel. Hvem ved hvordan det ser ud om to måneder?!

Sidste solnedgang på Nørrebro. Tak for øl Niko :)

Sun, 08 May 2011 13:14:00 -0500

Sidste solnedgang på Nørrebro. Tak for øl Niko :)

Look at all this cash! 600.000 pesos = ~1740 kr

Thu, 05 May 2011 15:09:00 -0500

Look at all this cash! 600.000 pesos = ~1740 kr

Chiva!

Thu, 05 May 2011 15:04:34 -0500

30.4.2011

Lørdag aften står på Chiva-kørsel! En Chiva er en bus, meget lig den stolte danske studentervogn. En bus som kører rundt i byen, som spiller høj musik, i dette tilfælde masser af reggaeton, og som man drikker sig fuld i, i dette tilfælde i aguardiente, den colombianske national booze som smager stort set som sambuca, bare lidt mindre sødt. Av av av.. Det ender med at blive en god og fuld aften, selvom jeg starter ud noget udmattet efter turen til Bogotá.

Søndag den 1. maj er dagen hvor jeg flytter ud af Casa Barrios Cadavid, og ind hos Andrés i Barrio Los Jardines, også i Envigado, ca. 10 minuters gang fra fornævnte residens. Ene nærmere gennemgang af dette sted må blive temaet for et fremtidigt indlæg, lige såvel som at jeg startede på jobbet i Medellín mandag, dagen efter. Der er meget nyt på én gang, men det bliver fedt endeligt at komme igang med mit liv her!

Bogotá tur/retur

Thu, 05 May 2011 14:54:00 -0500

29.4.2011

Som en del af min oplæring skulle jeg besøge mit firma, High Technology in Learning’s (HTL) hovedkontor I Bogotá. Dette havde jeg først fået at vide et par dage inden jeg tog afsted til Colombia, og jeg var ikke helt sikker på hvornår. Jeg var sådan set klar til afgang måde tirsdag (26.4), onsdag og torsdag, men af flere omgange var der simpelthen bare ikke bestilt nogen billet fra firmaet side. Tirsdag aften fik jeg at vide at jeg muligvis skulle afsted et tidspunkt onsdag, og onsdag fik jeg at vide at jeg muligvis skulle tidligt afsted torsdag. Torsdag dukkede der så endelig en billet op, men da jeg kigger nærmere på den står der “Medellín – Bogotá, April 29” og “Bogotá – Medellín, April 30”.

Efter en den ringeri finder jeg ud af at den er god nok! Jeg skal kun overnatte en enkelt nat i Bogotá, til gengæld skal jeg flyve fra Rio Negro Airport kl 6:45. Lufthavnen ligger omkring 45 minutter uden for downtown Medellín, som igen er omkring 20 minutter væk fra mit tilholdssted i Envigado, så jeg skal tidligt op!

Med undtagelse af en del tåge (igen) i Rio Negro går turen til Bogotá som smurt, igen har jeg ikke et ondt ord at sige om Avianca, det, for mig, tidligere fuldstændigt ukendte colombianske selskab. I Bogotá’s lufthavn bestiller jeg en taxa ved en skranke, og får en seddel med det eksakte beløb for turen, inden jeg overhovedet har sat mig ind i en vogn. Min destination står også på papiret, og på den måde er man sikker på at man ikke bliver røvrendt (igen) af chaufføren.

Jeg ankommer til HTL’s kontor, en to-etagers bygning med hegn omkring og et stort skilt på facaden med alle de udbudte sprog. Jeg bliver modtaget af Carolina, som viser mig op til Señor Juan Carlos Materon’s kontor.

Kontoret er lækkert, med læderstole, stort glasskrivebord og en stor iMac. Señor Juan Carlos himself er en velklædt herre, jeg skyder på 50 +/-. Han taler et glimrende amerikansk engelsk, med nogle enkelte gentagende småfejl (jeg skal jo undervise i sproget, så jeg kan lige så godt træde ind i rollen med det samme). Han stiller mig de samme spørgsmål som han i sin tid stillede mig under Skype interviewet, tilbage i Februar. Han går videre til at fortælle mig om firmaet, om selve teknologien som HTL tager navn fra, og lidt om hvad der skal ske resten af dagen. Den omtalte teknologi vil jeg forsøge at berette mere om på et senere tidspunkt, når jeg selv helt forstår det. Men i korte træk handler den om at man derhjemme fylder hovedet med lyde, skrevne ord og billeder fra det sprog man vil lære, og i timerne på skolen handler det om at få snakket en masse og få brugt de ting man har fyldt sit hoved med. Jeg er personligt ret overbevist om at det fungerer, og ligger også en temmelig videnskabelig og metodisk tilgang bag.

Dagen går med at bossen kører mig rundt til firmaet forskellige kontorer og butikker, og jeg med til to engelsk timer, en fransk og en mandarin. Jeg fatter ikke en meter, men det lader det til at de colombianske elever gør. Imponerende! I de føromtalte butikker sælger HTL sine undervisningsmaterialer, og egentlig hele programmet som sådan. Det er lidt kompliceret, men i princippet er HTL ikke en skole, men et forlag som sælger undervisningsmaterialet og faciliterer øvelsessessioner hvor man kan øve sig på at bruge de ting man fra materialerne har fyldt hovedet med. En slags learning-by-doing. Og det skulle altså fungere ret godt. Jeg kommer selv til at få spansk undervisning af denne vej, så det vil jeg sikkert kunne berette mere om på et senere tidspunkt.

Som sagt er jeg på farten hele dagen, rundt og hilse på en masse mennesker, alt imens Señor Materon øser af sin livserfaring. Firmaet har da også eksisteret i 16 år, og har samarbejdet med mange store firmaer fra Latinamerika og resten af verden, og modtog et lykønskningsbrev fra præsidenten i anledningen af deres 15 års jubilæum. Hvad jeg forsøger at få på tværs er, at der muligvis er noget om snakken, og at jeg ser frem til at mærke det på egen krop/hjerne.

Og der er ingen smalle steder! Idét vi forlader hovedkontoret sticker bossen mig 250.000 pesos (715 kr) til at dække mine udgifter, som udelukkende har bestået i transporten til og fra lufthavnene (og jeg kan allerede nu afsløre at det forbliver sådan), det løber godt og vel op i 70.000 pesos. Alt andet er betalt, mad og hotel + diverse småting. Men det ender også med at blive en lang dag. Juan Carlos dropper af på hotellet kl 20, og der har jeg vel at mærke været på farten siden kl 04, minus en skraver i bussen til lufthavnen og i flyet. Jeg tager et bad og stener lidt computer, og egentlig skulle jeg have kigget på noget materiale fra HTL, men jeg går kold som en lille baby omkring kl 22, tror jeg.

Jeg møder kl 8 næste morgen, og det er meningen at jeg skal oplæres i salg og administration af Carolina og Christina. De er rigtig søde og fortæller mig da også nogle småting jeg som ikke lige vidste om firmaet, men i det store er der ikke noget nyt under solen i forhold til hvad jeg fik at vide den foregående dag, og hvad der hører ind under almindelig sund fornuft omkring salg. Til gengæld viser de mig en masse musik på youtube i ca. to timer indtil det er frokosttid. De slæber mig med på Crepes and Waffles, som er colombiansk, og som serverer fyldte pandekager og lign. med inspiration fra alverdens cuisine. Ganske lækkert!

Mit fly tilbage til Medellín letter kl 15, og vi sætter kursen tilbage mod HTL for at hente mine ting og ringe efter en vogn. Vi kommer imidlertidigt ikke igennem til nogen af de selskaber vi prøver at ringe til og klokken begynder at nærme sig 14. Jeg må ud på gaden og preje en, men traffikken er tæt, det er lørdag eftermiddag, og det tager lidt tid at finde en. Selvom jeg ender med at finde den måske mest aggressive chauffør i hele Bogotá tager det alligevel ret lang tid, at komme til lufthavnen og det resulterer i at der ikke er flere pladser på mit 15:10 fly da jeg endelig ankommer til skranken. Pis og lort! Men symptomatisk for alt hvad jeg har været igennem indtil videre, viser det sig at det næste fly afgår allerede kl 16, og at jeg får en kompensation fra Avianca på 200.000 pesos, i form af et tilgode bevis hos selskabet. Det er nok ikke sidste gang jeg skal ud og flyve, selv hvis vi ikke medregner min hjemtur, så det ender egentlig med at blive en god deal!

Qué piensas de Bogotá? Hmm… Jeg så stort set kun en masse store og trafikerede veje, shopping centre og HTL’s kontore. Det var ikke skide spændende, og jeg har på fornemmelsen at det ikke bliver meget bedre. Det er en grov beskyldning, men at dømme efter at Juan Carlos for det meste kun fremhævede shopping centrerne som de fede steder i byen, og de beboelsesområder han udpegede som gode og pæne havde intet på Envigado! Jeg tror jeg har valgt den rigtige by!

KBH - MDE

Thu, 05 May 2011 14:28:00 -0500

21.4.2011

I Kastrup handlede det om at få sagt ordentligt farvel og på gensyn, og “jeg elsker dig”, til Mor, Far, Anna og Clara. Det var hårdt og vemodigt, men absolut det der skulle ske, at jeg skal ud i verden og prøve kræfter med det hele og se om mine egne ben kan bære mig. Det vidste både de og jeg, og det hjalp absolut at tænke på i afskedens stund.

Fast forward, Barcelona lufthavn, international area. Stueetagen under mig er spækket med restuaranter og butikker og det vrimler med mennesker. Jeg havde især udset mig et sandwich sted med en grøn facade, så hvilken skuffelse det er, at finde ud af jeg ikke kan komme derned, og at der tilmed kun er en McDonald’s hvor jeg befinder mig. Desperate times calles for desperate measures, og jeg falder for fristelsen. Dog har jeg har hørt en lille fugl synge om at man godt må være greasy engang imellem, især i ekstraordinære sitautioner som denne.

Tik-tak.. Tiden går og klokken bliver 16:40 og jeg boarder Avianca 019 mod Bogotá og al skepsis bliver gjort til skamme. Der er satme fine forhold ombord. TV-skærm og en fjernbetjening/Nintendo-joystick. Og som kirsebæret på toppen af krænsekagen, dukker min sidemand aldrig op, pludselig er der håb om at få sovet lidt på den 11 timer lange tur på tværs af atlanten.

Turen går ganske upåklageligt. Efter forholdene udmærket mad, puder og tæpper, fint udvalg af film og serier på det fornævnte teknologiske vidunder. Jeg svinger mellem at læse i en bog, let søvn, lidt tv kiggeri, flymad, agua con gas por favor, mere søvn, hører The Weeknd fra ende til anden, og så forfra. Vi flyver med solen så et tidspunkt bliver alle vinduesskoderne lukket, og jeg bliver svært forvirret da jeg omkring kl 22 åbner hurtigt og bliver blændet af bragende sol. Vi lukker bare igen så…

Tiden går, som den har for vane at gøre, og klokken bliver 04 dansk tid / 21 colombiansk tid og vi lander med et bump i Bogotá El Dorado lufthavn. Jeg har en times tid til mit fly til Medellín letter, og jeg skal lige en tur igennem immigrationen. Det går ganske gelinde og jeg bliver bare bedt om møde op på et kontor og registrere mig inden 15 dage, det har AIESEC folkene nok styr på, tænker jeg henkastet. Jeg skal over til en anden terminal, til conexiones nacional, og prøver at tage shuttle bussen. Efter 15 minuter i denne uden at vi rykker os ud af stedet, uden mine til at komme afsted, og med 25 minuter til mit fly letter, vælger jeg at prøve mig frem med en taxa. Heldigvis kommer jeg forberedt med 95.000 COP (svarende til 270 DKK) og prejer en vogn. På gebrokkent skraldespansk får jeg fortalt manden hvor jeg skal hen, og jeg ankommer da også til terminalen i fin stil et par minutter senere. Kæden hopper dog af da manden beder om 50.000 pesos. Selvfølgelig snyder han mig, den lille rotte, men jeg finder det ikke i mig, at diskutere da jeg har et fly der står og venter. Jeg betaler og flyver gennem sikkerhedstjekket og det bliver aldrig kritisk at nå flyet. Vi letter, og en times tid senere lander vi i Medellín.

Symptomatisk for turen kommer min baggage meget hurtigt på baggage båndet. Jeg går ud for at lede efter Laura Ramírez som jeg har fået at vide vil komme og hente mig. I stedet bliver jeg mødt af José, Esteban og en anden Laura, også AIESEC’ere. Ud over de tre består min velkomst komité af et heftigt regnskyl. Lufthavnen ligger i Rio Negro, en halv time væk fra Medellín, og sætter vi nu kursen mod. Colombia har ikke årstider som vi kender det fra Danmark, men for tiden skulle det være sæson for meget omskifteligt vejr med meget regn. Mine nye venner fortæller mig, at Laura som oprindeligt skulle hente mig, ikke fik lov at køre hjemmefra på grund af de mange jordskred der forekommer når vejret er som nu. Dem ser vi også nogle stykker af, men ikke noget farligt. Helt skørt bliver det dog da vi kommer ud af en tunnel og bliver mødt af fuldstændig tyk tåge.

Vi kører 5-10 km/t i 15-20 minutter og så letter tågen igen, men jeg har ikke oplevet noget lignende siden Roskilde ’07 i kø uden for festivalpladsen. Vi nærmer os Medellín og min velkomstkomité peger ivrigt forskellige ting og steder ud når vi passerer dem. Vi drejer af mod Envigado, som er en by i sig selv mere end en del af Medellín. Mere om det in another afsnit. Snart ankommer vi til Esteban’s hus hvor jeg bo de næste par dage. José og Lau siger farvel, og jeg bliver mødt af hans forældre, Giovanni og Piedad. Jeg skal sove på Esteban’s bror, David, også AIESEC’er og faktisk en af dem jeg har haft mest kontakt med op til min afrejse. Han er på tur i et par dage men kommer vist hjem på lørdag. Så i mellemtiden crasher jeg på hans værelse. Jeg smider mine ting, og bliver budt på noget af drikke. Så låner jeg lige deres computer og melder min ankomst til dem der står mig nærmest, og til verden. Så bliver jeg budt på mad, men en nærmere gennemgang af det colombianske cuisine må læseren have til gode. Snakken går langsomt og besværet hen over maden, men i mindste er intentionerne på rette sted.

Så går den ikke længere, jeg er træt som en lille baby og fortrækker til mit lånte kammer. Jeg prøver at læse lidt, men øjnene vil ikke mere. Fint nok, så slukker vi. Det er for vildt det her!

Medellín kalder verden!

Thu, 05 May 2011 14:06:00 -0500

5.5.2011

Godt! Nu har jeg endeligt fået taget mig sammen til at få startet denne blog op. Min intention med denne er såre simpel: at dele mine oplevelser her i Medellín, og Colombia i det hele taget, med alle og enhver som har lyst til at høre om disse.

I tråd med min grundlæggende tanke bag at forlade go’e gamle Danmark, har jeg valgt at give denne blog et navn som repræsenterer mit ønske om at lære en fremmed kultur, og et fremmed sprog at kende i dybden. Det er for mig den colombianske kultur og det spanske sprog som det næste år skal gå med at blive en del af, og mestre.

El Paisanés er i skrivende stund mit fremtidige jeg, min “colombianske identitet”, og er i sig selv et hjemmebrygget ord der er en kombination af to ord som dog eksisterer i virkeligheden. Det ene er “Paisa” og det andet er “Danés”. Den opmærksomme læser vil straks genkende “Danés” som den spanske oversættelse af det danske ord “dansk”. “Paisa” er derimod kræs for kendere. Paisa er navnet på folket i Antioquia regionen af Colombia hvor Medellín er “hovedstaden”. Så det er bare om at lægge 2 og 2 sammen:

Paisa + Danés = PAISANÉS

Det er en smule lommefilosofisk, men ja, derfor bloggen, derfor navnet. Jeg har idag, den 5. maj (kl 23 i aften), været i Colombia i præcis to uger. Jeg har forsøgt at nedfælde nogle ting undervejs med henblik på at starte denne blog, derfor vil I, kære læsere, få fornøjelsen af nogle indlæg på efterkrav, men nok uden de dybdeborende analyser.

De sidste par uger har været en turbulent tid, på godt og ondt, men jeg kan afsløre at jeg allerede nu er på vej op igen efter have ramt foreløbig rock bottom for et par dage siden. Forhåbentlig forsætter det sådan, og jeg håber at jeg vil få mulighed for at forevige en masse fede oplevelser!

Jeg har aldrig prøvet at lave sådan en blog før, så jeg forestiller mig at mine indlæg kommer til at svinge lystigt mellem emotionel lommefilosofi og objektive observationer, og alt der i mellem!

Se resten af bloggen her, eller klik på “EL PAISANÉS” oppe i venstre hjørne.