Der er en kriblen i mine fingre for, at få tilføjet til bloggen efter jeg har fået så mange fine kommentarer på den. Tak til jer alle, det er dejligt at det ikke kun er mig selv der synes den er sjov at læse! 

Denne kriblen er desværre/heldigvis ikke en afspejling af mængden af interessante ting jeg har at berette om. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt, og jeg tror ikke at det behøver at være nogen af delene. Nyheder er i sagens natur noget der bryder normen og som skiller sig ud, og det overordnede “nye” i min tilværelse er, at en rutinepræget dagligdag så småt har meldt sin ankomst.

Jeg sluttede i en noget dyster tone i mit sidste indlæg, i hvert fald i fortællingen om min arbejdssituation. Det hører ingen steder hjemme, især ikke nu hvor tingene i det store hele her lyse ud. Så lad mig spule tavlen ren med en kort og fattet opdatering af mine arbejdsforhold:

• Sidste nyt fra fastlandet (hovedkontoret i Bogotá) er, at man nu har besluttet sig for at bringe én af de tre nye trainees til Medellín hurtigst muligt. Om det bliver 1, 2 eller 3 måneder er der nok ingen der ved, og det spiller for den sags skyld heller ikke nogen stor rolle. Jeg er glad for, at ubestemt tredjeperson har fået en given legemedels ud af anden given legemesdel, og har besluttet sig for noget der kommer undertegnede tilgode. Det manglede da også bare.
• Ved nærmere gennemgang af mine kontraktmæssige forhold fandt jeg frem til, at de bestemmende betingelser for min ansættelse er hvad der står skrevet i dokumentet med information omkring mit internship, den såkaldte TN form, som jeg i sin tid fandt i AIESEC’s database, og som var grundlaget for min ansøgning i første omgang. Ifølge denne, min kontrakt, er jeg forpligtet til arbejde maximum 40 timer om ugen. Nøgleordet her er maximum. Det vil altså sige ikke præcist 40 timer, men MAXIMUM 40 timer. For det utrænede øje kan dette synes som ren formalia, men effektivt betyder det, at jeg ikke er forpligtet til at lave et eller andet røvsygt i to timer hvis nu ingen dukker op til en time, hvilket er reglen mere end undtagelsen.
• På den note kan jeg også med glæde i fingrene berette om, at der så småt er gået sport i at ringe til eleverne og be- eller afkræfte deres intentioner om at komme til time. Det betyder bl.a. at jeg pt. sidder på min balkon i pels og bar mave og skriver blog, i stedet for at være på arbejde, fordi der er blevet indhentet afmeldinger af både min morgentime klokken 6 og min middagstime klokken 13. Hvad der på papiret lignede en hård dag er nu blevet til den rene badeferie. Forstå mig ret, jeg vil hellere end gerne møde op, gøre mit arbejde, og gøre det godt! Men jeg gider ikke sidde og føle mig som en idiot. Alternativt vil vi ofte kunne afholde min spansktime når folk ikke dukker op, men i dag d. 31/5 er der mange ting at lave omkring månedens afslutning. Dog ikke noget jeg rigtig kan hjælpe med. Men jeg har time i aften klokken 18-20, og den tager vi i stiv arm!

På hjemmefronten sker der det, at min franske roommate Clément rejser hjem til Frankrig. Han er en fed, og meget fransk fyr, og vi er kommet rigtig godt ud af det med hinanden, så det er lidt trist. Men det er faktisk ikke umuligt, at jeg skal samme vej inden alt for længe.

Say what?!? Yes motherfuckaaa, jeg flytter (måske (højst sandsynligt)) snart! Min kammerat David har længe gået med en plan om at leje en stor lejlighed, og så leje de enkelte værelser ud til AIESEC trainees til andre folk der har brug for et sted at bo. Det er sådan man gør det er her, og det er også sådan det fungerer hvor jeg bor nu. Det eneste jeg ved er, at han nu har fået accepteret sine økonomiske forhold omkring lejeaftalen af den lejlighed han har kigget på, og så småt er igang med at købe ind til lejligheden. Et par af de andre AIESEC trainee gutter flytter måske også med, og der er snak om minibar, billiard og uh-lala… og bordtennisbord! Det ser jeg frem til!

Hvad ellers? Jo, jeg har da været rundt og skyde lidt med kameraet. Ikke mindst har jeg fået mit første fotoprojekt i hus, billederne fra min kontorbygning som jeg også har smidt på bloggen i fin stil. Jeg har ikke rigtig besluttet mig for om jeg fremover hovedsageligt vil uploade billederne på facebook, her på siden, på Flickr eller noget helt andet. Sandsynligvis et mix af ovennævnte, men hvordan det procentmæssigt ender med at blive vægtet ved jeg ikke. Kvaliteten er bedre på Flickr, men flere folk ser dem garanteret på Facebook. Som sagt, min dagligdag er uden de store kvantespring, så det er denne slags overvejelser jeg bl.a. får min tid til at gå med. Alle inputs er velkomne!

I skrivende stund er jeg lige kommet hjem fra arbejde, og på vej hjem var jeg lige forbi Lucho, Leo, Amrith og Harvish’s hus for at hente mit spritnye videokamera, Kodak Zx5. Shit det er lækkert! Lucho har familie i USA og var et smut på besøg over de sidste par uger, så jeg udnyttede lejligheden, bestilte kameraet over nettet og fik det sendt til Lucho’s familie’s adresse og han var så flink at tage det med tilbage for mig. Så det skal jeg ud og lege med nu! Har mange gode idéer, og regner med at lave nogle “sådan bor jeg”-videoer og andet godt. Om jeg når at gøre det i denne lejlighed eller den næste ved jeg ikke, det vil tiden vise.

Det huer mig i den grad, at være kommet ind i en rutine, eller i hvert fald noget der minder om en. Som jeg lige har beskrevet venter der masser af forandringer i fremtiden, også mht. de ting som jeg i det daglige anser for at være nogle af mine faste holdepunkter: lejligheden og arbejdet. Men forandringer for det bedre! Ikke desto mindre føler jeg, at det gavner mig i det daglige ikke, at tillade mig selv at blive for tilpas i en given situation.

Et eksempel: Denne uge har indtil videre været noget af det mest afslappede jeg har oplevet. Mandag har jeg altid kun timer fra 6-8 om morgenen og derefter min egen spansktime. Idag tirsdag var min morgen- og eftermiddagstime aflyst så jeg kun havde time fra 19-21, og i morgen kommer det nogenlunde til at se lige sådan ud: Mine morgentimer er aflyst, så jeg har først time kl 18, og min egen spansktime inden da. Det er lækkert, men min erfaring siger mig, at det er smart at holde for øje at dette er et midlertidig, heldigt sammentræf, og ikke falde i og vende sig for meget til situationen. Gør jeg det, kommer jeg bare til at stå med håret i postkassen når vi igen kører fuldt program, forstået på den måde at jeg så skal til at omstille mig til en yde en højere arbejdsindsats, for ikke at tale om hvornår min alarm ringer. På en almindelig dag hedder den 5:15, hvilket jeg går rundt med en lille Von Trier i maven for at berette om på kunstnerisk facon… Det kommer til at involvere videokameraet! Men ingen jøde jokes.

Så jeg holder mig på tæerne og klar til møde hvad end der måtte komme mig i møde, godt eller ondt eller gode tilbud i supermarkedet. Og det skal ikke forstås som om jeg ikke er faldet til her, for det er jeg så absolut! Det er en anelse abstrakt, komplekst, ja næsten paradoksalt at sætte ord på, men det er bestemt muligt at hvile i sig selv og føle sig godt tilpas samtidig med, at man er vaks ved havelågen og er klar over at alt omkring én er midlertidigt og i sidste ende vil forgå. Ellers ville det også være helt og aldeles umuligt, at tage på en rejse som denne. Og den har vist sig at være mere end blot en tur tværs over atlanten. Det er også en sjælelig dannelsesrejse jeg er på, helt ind til den lille gumbas. Jeg synes at jeg lærer meget om mig selv, og om hvordan tingene foregår oppe i hovedet, og jeg får bekræftet ting jeg godt vidste i forvejen. Det er sådan en konstant, men sagte udvikling som reelt kun giver sig til kende når man, som i dag, har 6 timer mere end forventet at skulle fordrive, og pludselig begynder at tænke og mærke lidt efter. Og det er noget der rykker!

Og så fik jeg endelig set Klovn! Fedt fedt fedt!