I anden del her vil jeg fortælle lidt mere om mit arbejde og hvad der egentlig sker med, og omkring mig for tiden.

Det her bliver en lang én af slagsen, saa smør en ostemad og snup en sjus, og find din ergonomiske rygstøtte frem som du fik på dit gamle arbejde engang..

Min 24 års fødselsdag  den eneste milepæl i juli; I onsdags, den 20. juli, rundede jeg også tre måneder her i Medellín. Et eller andet sted er det vel tid til at gøre status, at kigge tilbage på de tre måneder der er gået, men mest af alt, fremad!

Men hvor skal jeg begynde? Det kunne jo passende være lige nu, i skrivende stund, hvor jeg sidder på min balkon klokken 14:20 på en fredag eftermiddag og drikker kaffe.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg for ganske nylig tog endnu et skridt mod afgrunden. Denne, min 24’ende sommer, blev vanen tro fejret med en ordentlig knaser, men som overskriften antyder, og som det forleden, på finurlig vis blev mig pointeret, befinder jeg mig ganske rigtigt i skrivende stund, et sted laaang syd for Køge. Det er jo egentlig nok nærmere syd-vest, men det er en detalje blot, som ikke skal få mig til at forbryde mig mod Monrad og Rislund’s udødelige klassiker. Der skal lyde et tak, buk, nik, og fem svin til Mr. Cofoco, Nikolaj Skaarup-Rex, for på så fin façon at sætte tingene i perspektiv!

Dette er historien om min weekendsviptur til bjerglandsbyen Jardín. De følgende begivenheder fandt sted søndag den 26. juni og mandag den 27. juni. Denne gang var holdet knap så alsidigt som i Guatapé, men stadig et godt mix: Sara fra Colombia, Leo fra Guatemala og Katie fra Canada.

I en forlænget weekend var jeg for nyligt en tur til landsbyen Guatapé som ligger små to timer fra Medellín. Guatapé er berømt for to ting: En stor sten, en monolit kaldet La Piedra del Peñol, og landskabet der omgiver den. Den lange historie kort er, at det omgivende landskab tidligere var en landsby, som blev oversvømmet da man byggede en dæmning for at skabe et vandreservoir. Jeg går ud fra at man underrettede folk inden man forvandlede et bakket landskab til et øhav af en sø, men bygningerne skulle stadig være dernede. Jeg har i hvert fald ladet mig fortælle, at korset på den gamle kirke skulle stikke op af vandet når vandstanden er specielt lav.

Tak Mama :)

Der er en kriblen i mine fingre for, at få tilføjet til bloggen efter jeg har fået så mange fine kommentarer på den. Tak til jer alle, det er dejligt at det ikke kun er mig selv der synes den er sjov at læse! 

Billederne er taget mod nord, fra 23. etage af Edificio Forum, bygningen hvor jeg arbejder. Det er tydeligt at Medellín ligger i en dal.